Historien
begynder her...
Når jeg kiggede mig i spejlet, kunne jeg udelukkende se, at jeg havde en for stor næse eller var for høj. Faktisk opslugte det hele min verden. Jeg udviklede kropsdysmorfi. Og det, som bogstaveligt talt rummede hele mit liv, var nær blevet motivationen for at gøre en ende på selvsamme. Hver morgen markerede jeg de 188 centimeter, min krop målte, på væggen med en kuglepen, så jeg hver morgen kunne tjekke, om jeg var vokset i løbet af natten. Jeg endte sågar hos en plastikkirurg. Som den eneste udvej foreslog han, at lårbensknoglen kunne skæres af. I tilbageblik var det måske i hans ord, at jeg langt om længe indså alvoren. Og håbløsheden.
Mit syn på kroppen ændrede sig den dag, jeg fik en ven til at tage nogle nøgenbilleder af mig. Nøgenbilleder, jeg måtte give slip på mine fordømmende vurderinger for at kunne se på. I stedet for at vurdere min krop æstetisk, så jeg i billederne historien om, hvad jeg havde budt min krop gennem årene. Det fik mig til at indse, at jeg har en krop, og at jeg ikke ér min krop. Billederne – og erkendelsen – blev starten på Bodytalks.
I dag tager jeg billeder af et væld af forskellige nøgne kroppe og deler dem – og deres historie. Billederne er blevet brugt til flere kunstudstillinger, og selvom jeg har taget alle billederne, vil jeg ikke kalde mig selv fotograf. Jeg er psykoterapeut med et kamera i hånden. Jeg tager billederne, fordi jeg kan se, at de har en healende effekt på følelsen af ikke at høre til.
Det, som går igen i fortællingerne, er tanker om ikke at være forkert eller ikke god nok. Du vil opdage, at du ikke er alene, og at der er andre derude, som ligner dig – og har det ligesom dig.
Bliv en del af projektet
Kunne du tænke dig at få taget billeder, dele din kropshistorie?
Så send en mail med din fortælling til hello@bodytalks.dk.
NB: Shoot finder sted i København NV, og du skal minimum være 18 år for at være med.
Bodycount: 86
Bodytalk #86
*Obs: Vi opfordrer ikke til at tage steroider, da det kan have alvorlige hormonelle bivirkninger og medføre hjertesygdom, som kan være livsfarlig. Du kan læse mere om steroider her:
“
Min rejse startede, som mange andres, med et setback. Da jeg var 15 år kasserede min gamle fodboldtræner mig fra talentholdet og slukkede drengedrømmen om at blive professionel fodboldspiller. Han mente, at jeg var for lille i forhold til de andre, og at min fysik ikke rakte til et højere niveau.
Jeg blev skubbet et skridt tilbage, men trådte derefter ti frem. Afvisningen blev min åbenbaring og skabte en vej ind i en helt ny sportsgren. Et nyt kapitel startede, som nu i dag, 10 år senere, er blevet til en levevej og en passion, som jeg aldrig kunne have forestillet mig dengang. Fra professionel fodboldspiller til professionel bodybuilder. Det blev noget af en omvæltning, og man må sige, at jeg fik købt det helt store tur-pas til en vild rutsjebanetur.
På forhånd vidste jeg godt, da jeg gik ind til sporten, at det betød, at jeg skulle fralægge mig mit naturlige udgangspunkt, da præstationsfremmende midler, (steroider) er en del af bodybuilding. Hertil var jeg fuldkommen uvidende om, at der faktisk var mulighed for at stille op naturligt på daværende tidspunkt, da jeg som 19 år knægt opsøgte min første coach. Set i bakspejlet ville jeg gerne have haft den rette vejledning, så jeg kunne prøve kræfter med sporten naturligt først, men bagklog kan man altid være! Selvom det desværre er et kæmpe tabu at stå frem som bodybuilder, der tager steroider, synes jeg nu, at det er vigtigt at huske på, at jeg ikke har ligget på den lade side og taget 10 kg muskel på. Jeg har lagt blod, sved og tårer i alle de 10 år, jeg har trænet, hvoraf de sidste 4-5 år har været med “hjælp”.
At jage en fedtprocent på 5-6 % med så meget muskelmasse som muligt, og nå det hele til dagen, hvor du skal på scenen, kræver, at du ofrer og tilsidesætter familie, venner, sociale arrangementer etc.
Kun fokus på dig selv og din diæt, som her sidste gang bestod af 25 ugers forberedelse til 3 konkurrencer, som jeg havde planlagt i Danmark og Spanien. Bagsiden af medaljen er ikke køn – men forsiden taler for sig selv. Med tiden har det mentale aspekt af sporten fyldt mere frem for “bare” at skulle se godt ud på scenen. Bodybuilding har lært mig mange ting og gjort mig til den person, jeg er i dag. Det ville jeg aldrig være foruden.
“
Bodytalk #85
“
Som årene er gået har min krop ændret sig rigtig meget. Jeg vejer mere, end jeg nogensinde har gjort før. Siden sidst – for 2 år siden, hvor jeg for første gang var hos Marko for at få taget billeder- har jeg taget 26 kilo på.
Når jeg kigger tilbage på min krop dengang, var den, som jeg gerne vil have, at den ser ud- det synes jeg selfølgelig ikke dengang. Dengang var der også masser af ting, som jeg kunne udpege og ville ændre, hvis jeg kunne. Der har aldrig været flere ting, jeg ville ændre ved min krop, som jeg vil nu. Jeg har fået en større mave, større hofter, større lår, en større røv, større bryster, større hage og kinder. Jeg har altid haft det svært med min vægt, men især nu.
Alt mit yndlingstøj kan jeg ikke passe mere, og nu bruger jeg for mange penge på nyt tøj, der skal blive til mit nye yndlingstøj, jeg kan passe. Problemet ligger også i den medicin, jeg tager. Men jeg kan ikke fungere uden min medicin. Antipsykotisk medicin er noget, jeg har rigtig meget brug for, og jeg kan ikke lade være med at tage den, bare fordi jeg synes, at jeg har taget på. Siden jeg er startet på medicin, har jeg ikke lyst til at stoppe med at spise. Jeg kan hele tiden spise, og jeg bliver aldrig rigtig mæt. Når jeg endelig gør, brækker jeg mig, fordi jeg føler, at jeg har spist for meget. Jeg ved, at det er et problem. Men det er et problem, som jeg ikke vil se i øjnene.
Jeg får det jo godt igen, efter at jeg har brækket hele mit måltid op – dels fordi jeg ikke er overmæt mere, men også fordi, så behøver jeg ikke, at have dårlig samvittighed over, at jeg har spist for meget. Alle de her ting er noget, jeg, som mange andre, kæmper med. Jeg ved, at jeg ikke er alene, men det er svært ikke at føle sig alene i noget, der fylder så meget i min hverdag.
Jeg arbejder hver dag på at få et bedre forhold til min krop, og nogle dage kan jeg godt kigge mig selv i spejlet og rose min krop. Være glad for det, jeg har. Være stolt af det, jeg har. Sige til mig selv, at jeg er smuk og lækker og nyde at se mit eget spejlbillede. Det er bare for ofte, at jeg ser det modsatte, når jeg ser min nøgne krop i spejlet.
“
Bodytalk #84
“
Jeg startede med selvskade, da jeg var 15 år. Jeg er blevet syet så mange gange, at jeg ikke har tal på det. Da jeg var 16, fik jeg tatoveret en sommerfugl på hver hofte, fordi jeg havde hørt om the butterfly project – jeg håbede, at sommerfuglene ville holde mig fra at skade mig selv. 8 måneder efter fik min mor konstateret uhelbredelig knoglekræft. 2 måneder efter var vi inde og sige farvel på hendes hospitalsstue, og jeg fik derefter tatoveret et aftryk af hendes læber på min underarm. Under hendes indlæggelse faldt jeg tilbage i selvskaden og blev syet med 7 sting. Udover selvskaden bearbejdede jeg min sorg med mad – jeg tog hurtigt på og gik flere tøjstørrelser op. Jeg kunne pludselig ikke kende mit eget spejlbillede længere, og min vægtøgning fyldte enormt meget.
Da jeg var 17 år, et par måneder efter min mors død, fik jeg dækket mine ar på lårene med 2 store tatoveringer. Jeg ville være færdig med selvskade. Tatoveringerne hjalp, og der gik flere år, før jeg selvskadede igen, og det er jeg dem taknemmelig for. Jeg døjede dog stadig meget med mit eget selvbillede, og det faktum at jeg nu var tyk. I mine sene teenageår fik jeg mange tatoveringer – jeg ville have noget flot at kigge på, når jeg kiggede på min krop. Jeg følte, at tatoveringerne gjorde mig til mere end bare “hende den tykke” – i stedet var jeg “hende med alle tatoveringerne”.
“
Bodytalk #83
“
Gennem min opvækst var mine omgivelser, og specielt min far, med til at skabe et enormt fokus på min krop. Så længe jeg kan huske, har jeg altid været meget større end mine jævnaldrende, og det var hverken min læge, skolelærer, medstuderende eller familie blege for at påpege. Den stod på ugentlige, nogle gange daglige, tvungne ture på vægten, et smut på julemærkehjemmet og tonsvis af kurer. Succeskriteriet var vægttab. Og meget hurtigt blev min krop måleenheden for min værdi. Jeg fortalte mig selv, at jeg ikke var værd at date, at min krop var tiltrækkende nok til, at jeg måtte være et seksuelt menneske, og at alle mine drømme først ville gå i opfyldelse, når jeg tabte mig. Jeg gik i stå. Nu står jeg her, og jeg har tabt femoghalvfjerds kilo. Det var så nu, lykken skulle indtræffe. Men det gjorde den ikke. For da jeg havde tabt kiloene, endte jeg i en krop med en masse løs hud. Der tænkte jeg så, at det at få fjernet huden ville gøre mig lykkelig. Nu har jeg været gennem to hudreduktioner, og selvom jeg er glad for resultatet, er jeg endt i en krop med mange lange ar. Jeg vil ikke underkende, at det at være i en krop på halv størrelse ER meget nemmere på flere punkter. Rent fysisk er min bevægelighed blevet nemmere, min tøjstørrelse findes i alle tøjforretninger, jeg kan sidde i Ryaniar flysæder, og så slipper jeg for samfundets stigmatisering af overvægtige. Det, jeg prøver på at sige, er, at trods alt dette blev jeg ikke på magiskvis lykkelig. Mit fokus flyttede sig bare, og er nu endt på mine ar. Jeg forstår først nu, at min krop var og er, ligesom den skal være. Og jeg forstår, at jeg er herre over ikke at lade min krop eller samfundet begrænse mig, selvom det kan virke uretfærdigt nogle gange. Så jeg har truffet en beslutning. Fremover vil jeg kun lade fantasien sætte grænserne, og min rejse den starter her.“
Bodytalk #82
“
Jeg mistede min mor i en ulykke, da jeg var knap fem år. Hun omkom på en charterferie foran mig, min far og min farmor. Min bror var med i ulykken, men overlevede heldigvis. Det har påvirket mit liv på mange måder; især min forståelse af mig selv, livets skrøbelighed og helt generelt den måde jeg ser verden på. Verden blev meget hurtigt et farligt sted at være for mig.
Jeg har altid fået fortalt, at vi lignede hinanden rigtig meget. Det har både været en dejlig og sørgmodig ting at få at vide. Ingen af de andre kvinder i familien havde samme skikkelse som os; de var alle meget smalle og lave, så jeg har aldrig haft nogen velkendte kroppe at spejle mig i. Jeg husker tydligt, at jeg blev sat på min første slankekur, da jeg var 10 år gammel. Det var skolens sundhedsplejerske, som havde holdt øje med mig. Alle os “for-tykke” børn i nærområdet skulle deltage i et aktivitetsprogram efter skole og skulle desuden følge et vægttabsprogram derhjemme.
Min far og hans kæreste støttede op om sundhedsplejersken. Jeg husker især følelsen af skam og forkert-hed. Jeg var så skamfuld. Mit hylster var blevet gjort forkert. Det blev bøjet i neon, at den ikke var god nok. I den periode havde jeg det dårligt. Det var her de første tegn på depression viste sig. Men jeg gik under radaren i skolen. Jeg var en hvid middelklassespige, der lavede sine lektier.
Skammen tog jeg med mig ind i voksenlivet og kropshadet har bl.a. medført flere mislykkede operationer i brysterne og en relativ sen sexdebut som 22-årig, fordi tanken om at byde et andet menneske denne her krop, vakte angst hos mig. På mindre gode dage vækker det stadig samme følelser. Da jeg blev ældre fik jeg konstateret Vitiligio og halonævus. Autoimmune sygdomme. Pigmentløse pletter forskellige steder på min krop. Mine Vitiligio-områder vokser sig gradvist større år for år, men de er heldigvis ikke farlige. Jeg forsøger hver dag at acceptere, at jeg ser ud, som jeg gør og jeg tænker på alle de ting min krop KAN i stedet for hvordan den ser ud.
“
Bodytalk #81
“
For tynd.
For feminin.
Forkert.
En dramaunderviser sagde engang til mig, at jeg skulle pakke det feminine i mig helt væk, hvis jeg gerne ville stå på en scene en dag. Det var ikke ment fornærmende eller nedladende, men alligevel ramte det mig, og jeg kunne ikke slippe det i en lang periode.
Derfor brugte jeg enormt meget tid og energi på efterfølgende at ønske, at jeg var anderledes. Jeg prøvede at undertrykke min queerness og tage på i vægt, fordi det var noget, jeg forbandt med maskulinitet.
Selvom jeg ved, at man som skuespiller selvfølgelig skal være i stand til at påtage sig roller og karakterer, som ikke nødvendigvis ligner sig selv, så gjorde denne kommentar mig enormt usikker på mig selv, men jeg lærte heldigvis at omfavne alt, der hørte til det at være mig og fandt ud af, hvordan jeg kunne bruge det i mit arbejde, og med tiden kunne jeg se, at min krop hang sammen med den jeg var.
Jeg arbejder stadigvæk fortsat på at elske min krop og den jeg er, og som danser og skuespiller bliver man konstant konfronteret med sig selv – på godt og ondt i en branche hvor krop, type, udseende mm. i forvejen tit er et uundgåeligt emne.
Så. Jeg er kommet langt i forhold til at acceptere min krop og mig selv, men måske er det i virkeligheden egentlig en uendelig rejse. I hvert fald føler jeg mig godt tilpas i min krop i dag, og det er den bedste følelse.
“
Bodytalk #80
“
Jeg har et svært forhold til min krop. Jeg kan lide, hvordan den ser ud, når jeg zoomer ud og ser helheden af den. Jeg har lært at synes godt om, hvordan mit ansigt ser ud. Jeg kan godt lide, at jeg har meget hår på kroppen, fordi det varmer. Jeg kan lide følelsen af, hvordan mine hår bevæger sig i vandet. Jeg kan lide, hvordan min behåring afspejler generne fra min mors side af familien.
Når jeg zoomer ind eller tillader mig selv at mærke efter på min krop, kan jeg føle mig forrådt af den: dens begrænsninger, smertegrænse, udseende, køns-associationer og mentale helbredshistorie er synlig, og det udfordrer mig. Jeg arbejder på at få et bedre forhold til min krop- eller i det mindste forsøger jeg ikke at lytte til mine negative tanker om den. Det er ikke altid så nemt.
Jeg er en non-binær, panromantisk, demiseksuel, hvid, irsk person med ophav fra det nordlige middelhav. Min krop ser maskulin ud, men jeg føler mig ikke maskulin indeni. Jeg har dårlig hørelse og syn. Jeg sidder i kørestol eller klamrer mig til ting for at holde mig oprejst. Jeg har spasmer i mine ben og ryster i mine hænder og min kæbe. Jeg har OCD, som primært manifesterer sig mentalt og socialt – ikke fysisk. Jeg har kompleks PTSD fra en mørk tid i min barndom og fra et overgreb i mit voksenliv. Det påvirker min OCD, som resulterer i, at jeg begynder at sulte mig selv eller lave selvskade. Jeg er undervægtig, og jeg har ar. Jeg føler hverken, at jeg har meget til fælles med ordet “mand” eller “kvinde”. Jeg udfordrer kønsstereotyperne med mit tøj, med make-up og måden, jeg bærer mig selv på. Dog har jeg med tiden lært at være okay med at blive kaldt “han” af fremmede. Jeg bryder mig ikke om mine genitalier. Nogle gange drømmer jeg om at ændre dem, men oftest ignorerer jeg dem, medmindre jeg har sex.
Jeg er overordnet set glad for min krop. Når jeg kan bruge den til at foretage mig forskellige hyggelige aktiviteter, er jeg glad for at have den. Så er mine begrænsninger ikke i fokus. Verden har skabt et forskruet narrativ om, hvad der er “gode/dårlige” kroppe. De “gode” er ofte de vestlige, hvide, maskuline, slanke osv. På trods af min maskulinitet, min hvidhed og mit Irske ophav, som “beskytter” mig, er jeg stadig underlagt samfundets ignorance, når det kommer til blikket på kroppen. Jeg oplever tit at skulle arbejde mig ud af at blive anset for andet end “handikappet” og utiltrækkende.
Selvom det kan være svært at leve med min krop, så bliver vi sammen. Betragt os som værende et par, der går i parterapi!
“
Bodytalk #79
“
Mit handicap er min største sårbarhed. Jeg er født med en mild grad af cerebral parese. Højre side af min krop er spastisk, svagere og sværere at styre end min venstre. Da jeg var lille haltede jeg, højre fod vendte indad og højre hånd sad ofte oppe ved kravebenet. Efter en operation og mange års træning er et ar og en fingerskinne nu de eneste umiddelbare tegn på mine fysiske udfordringer. De fleste ser ikke mit handicap, før jeg gør opmærksom på det. Men jeg er altid bevidst om det. Især når min krop er i kontakt med andre, ikke handicappede kroppe. Når jeg skal give hånd, bliver jeg angst. Urolig for at det at mærke min krop vil føles underligt eller ulækkert. De fleste spastikere har det langt sværere end mig. Men “kun” at være mildt handicappet har været en kilde til smertefuld forvirring for mig. Må jeg være ked af min krop? Særligt fordi den ellers privilegerer mig. Jeg er hvid, slank og har et kønt ansigt. Jeg oplever, at det kan være svært for andre at acceptere, at min krop ikke er nem at være i. Den passer ikke på deres forestillinger om kroppe med handicap. Jeg er utallige gange blevet fortalt, at man “i det mindste” ikke rigtig lægger mærke til mit handicap, så det er jo ikke så slemt. Som om deres blik udvisker min kropslige erfaring.
Men de ser ikke mine kampe og bekymringer. Når pludselige spasmer sætter min motorik og balance ud af kraft. Når jeg frygter, at jeg ikke er stærk nok til at bære de børn, jeg gerne vil have en dag. Det gør ondt, når mine fysiske begrænsninger ikke bliver taget alvorligt. Det fik mig i flere år til at tro, at det var mit ansvar at gøre det nemt for andre at forholde sig til min krop. Jeg var nærmest sygeligt fokuseret på mit udseende for at kompensere for, at min krop opfører sig anderledes end andre kroppe. Hvis jeg så perfekt nok ud, kunne min krop måske elskes på trods af mit handicap.
I dag er mit forhold til min handicappede krop omsorgsfyldt. Den har lært mig meget, som jeg ikke ville være foruden. Vigtigst af alt ved jeg nu, at mit handicap fortjener at blive set, mødt og respekteret på lige fod med alle andre dele af mig.
“
Bodytalk #78
“
Kvinderne i min familie har altid haft et overdrevet fokus på at ‘holde den slanke linje’. Som barn var jeg lidt større end gennemsnittet, så da jeg var 10 år, kom jeg på min første slankekur. Når jeg besøgte min farmor, som var tidligere elitegymnast, brugte vi aftnerne på at lave mavebøjninger og hver 14. dag over en længere periode, blev jeg kontrolvejet hos min praktiserende læge. I dag ved jeg, at det blev gjort af kærlighed til mig, men det betød også, at mit højeste ønske som 10-årig var at være tynd – et ønske, der har fulgt mig langt op i mit voksenliv. Jeg har, så længe jeg kan huske, følt mig forkert og følt, at jeg først kunne blive glad, og var værd at elske, når jeg blev tynd. For fire år siden tabte jeg mig 17 kg. efter en meget restriktiv slankekur og overdrevet motionsregime. Stik modsat min egen forventning havde jeg det værre end nogensinde. Intet andet betød noget for mig end at blive tynd.
“
