Bodytalk #77
“
At se mig selv på billeder har altid skabt stort ubehag i mig. Derfor er det her svært for mig at dele. Uden at jeg kan kontrollere det, så svinger jeg mellem at føle mig stærk og “empowered” til en følelse af ydmygelse og skam. Jeg tror, at jeg deler det her for at øve mig i ikke at føle mig som et beskidt, dehumaniseret menneske, når jeg viser min krop frem. Jeg har altid skammet mig over min krop og haft en følelse af, at den var forkert. Det var det, jeg voksede op med og blev lært af samfundet som transkønnet barn. Jeg voksede op med, at der ikke var plads til kroppe som min. Hvis jeg udtrykte glæde ved bestemte dele af min krop, blev jeg shamet for det af samfundet – omvendt blev det forventet, at jeg skulle kunne lide de kropsdele, som jeg ikke selv brød mig om. Andre havde stærke holdninger til, hvordan min kvinde-tildelte krop skulle se ud og være, hvilket fik mig til at føle dysfori og objektivisering.Jeg udviklede depression, angst og en spiseforstyrrelse. Jeg trak mig fra sociale sammenhænge og gik glip af en masse sociale relationer og begivenheder.Som barn og teenager blev jeg udsat for seksuelt misbrug, hvilket bidrog til følelsen af skam og dysfori, som stadig sidder i mig den dag i dag. Jeg udviklede en forståelse af, at jeg ikke var herre over min egen krop, og at mine lyster og behov var ligegyldige. Det førte til, at jeg gjorde en masse ting med min krop, som jeg ikke havde lyst til.
Det er svært at leve i en krop, som er så uundgåeligt politisk. Transkroppe er i et bredt omfang stadig meget udsat rent strukturelt. Jeg har kæmpet en brav kamp for at tage magten og kontrollen over min krop, min lyst og mit køn tilbage. For at få testosteron og kønsbekræftende operationer, så jeg kunne komme tættere på, hvordan jeg gerne ville have, at jeg ser ud.
Jeg prøver at nyde min krop og behandle den godt. Jeg elsker at træne, for det er der, jeg føler mig mest i kontrol over min krop. Når jeg genkender mig selv i min krop, er det der, hvor jeg oplever den største følelse af eufori. Dog er der stadig tidspunkter, hvor jeg ikke føler mig i kontrol. Der er ikke langt mellem behag og ubehag, eufori og dysfori, værdig og uværdig – og det skifter hele tiden helt uden for min kontrol. Jeg indeholder så meget vrede. Det ene øjeblik elsker jeg min krop – det andet øjeblik hader jeg den. Gad vide om det nogensinde ændrer sig…
“
Bodytalk #76
“
“Det er MIN krop!”
“Min krop er fabulous! “
“Jeg er unik! “
Det står skrevet på mit spejl. Jeg læser sætningerne hver dag og minder mig selv om, hvor stærk min krop er, den kæmper mod daglige smerter og udskamning.
I størstedelen af mit liv har jeg været fyldt op af skam, flovhed, skyld, følelsen af at være forkert og dårlig kropslig selvværd.
Jeg blev mobbet I folkeskolen. Det startede med slemme drillerier, men da jeg blev 13 år tog det en drejning og blev mobning af seksuel karakter.
Det medbragte en kæmpe usikkerhed og skam over min egen krop. Mine grænser blev overskredet gang på gang, og jeg lærte ikke at lytte til mig selv. Jeg frøs i situationerne, fordi når jeg gav modstand, så blev min krop udstillet over for samtlige elever. Det har fået mig til at hade mig selv. Det har gjort mig enormt blufærdig. Jeg har altid haft meget angst og været panikslagen, når jeg skal være nøgen – om det er, når jeg er alene, i offentlige omklædningsrum eller har sex. Jeg er konstant bange for at blive grinet af.
“
Bodytalk #75
“
Min historie med min krop startede som 10-årig, da jeg blev misbrugt af min far. Jeg kan ikke huske så meget af det fysiske misbrug, som jeg ved fandt sted, fordi jeg f.eks havde for ondt til at sidde ned på cyklen, når jeg skulle i skole. Jeg husker, at han kom ind på mit værelse om natten og ville overtale mig til at tage initiativet. Det triggede en voldsom angst i mig og fik mig til at hade min krop rigtig meget. Det fik mig til at føle mig “billig” og grim. Min far solgte historien om mig som billig og “løs på tråden” til min mor og mine brødre. Når der var fest på skolen, måtte lærerne, efter aftale med min far, ikke lade mig ude af syne, fordi ellers ville jeg “komme galt afsted.”
Jeg fik aldrig nogen hjælp som barn, så jeg voksede op med voldsom angst og en kæmpe frygt for mænd. Jeg havde en følelse af, at mænd var ude på at skade mig, og derfor turde jeg aldrig nærme mig dem. I mange år troede jeg på, at jeg var billig og følte, at jeg skulle bevise, at jeg ikke var det ved at leve i cølibat. Det hjalp ikke.
Da jeg var 35, fik jeg en skizotypidiagnose, som gjorde, at jeg i flere år fik meget store mængder vægtøgende psykofarmaka, og jeg tog meget på. Vægtøgningen lukkede min kontakt til min krop og mænd endnu mere ned. Jeg følte mig spærret inde i min egen krop. Det lykkedes mig for 10 år siden at smide medicinen ved egen hjælp, men jeg kunne ikke tabe mig. Det gjorde jeg først for 2 år siden, da jeg fik råd til at få en slankeoperation, en gastric sleeve.
År senere fik jeg en kæreste og begyndte at udforske min seksualitet. Jeg begyndte gradvist at have mere seks, og det hjalp mig til at reetablere kontakten til min krop igen.
I dag er mit forhold til min krop stadig en kamp. Jeg er helt holdt op med at tænke, at jeg er billig og bør leve i cølibat. Jeg har det fint med at have sex og elsker, når mænd er vilde med mig. Men jeg hader at se mig selv i spejlet nøgen.
Jeg føler virkelig, at jeg nu har taget alle de dele af mit liv tilbage, som blev taget fra mig i min barndom. Men jeg ville ønske, at jeg var bedre til at acceptere min krop, som den nu ser ud.
“
Bodytalk #74
“
Gennem min opvækst har jeg aldrig følt mig god nok. Jeg har altid kigget i spejlet og ønsket, at jeg så pænere ud, havde en mindre hage, mindre kinder, mindre bryster osv. Allerede fra barns ben udviklede jeg selvmordstanker. Der var ikke plads til grimme mig i denne mærkelige verden fuld af mennesker, der ser godt ud. Jeg passede ikke ned i “kasserne”.Som ung voksen blev det endnu sværere at navigerer rundt i verden. Det tog mange år og mange forskellige psykiatere at komme ud på den anden side. Endelig fandt jeg en god psykiater, der hjalp mig terapeutisk og med medicin.
Jeg lærte at leve med selvmordstankerne. De er der næsten dagligt. De er der, men jeg handler bare ikke på dem. Med medicin, og sidenhen skavanker, blev kroppen større og større….. Og skammen over den store krop fulgte med. Kommentarer fra familien og omverdenen gjorde skammen endnu større.
Skammen og de negative tanker om min krop håber jeg, at jeg kan lærer at leve med, ligesom mine selvmordstanker.
At det bliver en del af mig. De er der, jeg lytter bare ikke rigtig til dem ….
“
Bodytalk #73
“
Vitiligo.
Jeg fik de første pletter som 3 årig, og indtil jeg fyldte 12 år, voksede de overalt på min krop. Min barndom var præget af andres usikkerhed omkring pletterne og kommentarer som “Du er heldig du ikke har det i ansigtet, så du kan skjule det” og “Godt du ikke er mørkere, så man ikke ser det så meget” startede et dårligt selvværd. Jeg viste i mange år ikke min krop uden tøj på.
Jeg undgik sol, strand, svømmehal og pjækkede fra idræt i folkeskolen for at slippe for at bade med de andre. Mange fra min vennegruppe i folkeskolen og gymnasiet kendte ikke til mine pletter, før jeg i 2. eller 3. G begyndte at være mere ligeglad. Jeg smed strømpebukserne og fandt stropkjolerne frem. Det krævede nogle års tilvænning, for HOLD OP hvor er der mange der glor. Ja, glor. Jeg har oplevet voksne mennesker pege og højlydt snakke om mig i offentligheden, som om jeg ikke kunne dansk eller var for dum til at forstå deres ord.
Da jeg blev voksen, steg mit selvværd yderligere. Gode venner og veninder hjalp mig med at bearbejde nogle traumer, og det gik op for mig, at min hud ikke gør mig hverken mindre værd eller grimmere. “Selvfølgelig gør det ikke det” kan jeg tænke den dag i dag, men det var ikke sådan, jeg så på det som barn eller teenager.
I dag glemmer jeg ofte “sygdommen” og tror tit, at folk henviser til mine tatoveringer, hvis de spørge, hvad det på min hud er. Jeg har intet imod, at folk spørger ind til det, men hvis det er fra fremmede i offenligheden, vil jeg fortrække, at de blander sig udenom og lader mig være.
Det er arveligt, og jeg er helt klar på at håndtere det anderledes, hvis det viser sig, at mine egne børn arver det.
Der er mange ting, jeg vil ønske min familie havde gjort på en anden måde. Mit forhold til min vitiligo i dag er noget jeg selv har kæmpet mig frem til, og jeg ville faktisk ikke undvære min vitiligo i dag.
“
Bodytalk #72
“
Som 21 årig blev jeg diagnoseret med socialfobisk angst og depression. Op til da havde jeg enormt svært ved at være til i verdenen og brugte alkohol, stoffer og seks som redskaber til at holde ud. Min krop har måtte finde sig i meget dårlig behandling fra min egen side, men også andres. Mit selvværd var meget lavt og koblet op på bekræftigelse udefra. For mig blev den ultimative bekræftelse at indgå i en seksuel relation. Jeg har altid været meget grænsesøgende, men dengang havde jeg svært ved at mærke mine egne grænser, og jeg lod dem overskride gang efter gang.
Depressionen blev et kæmpe vendepunkt, da jeg, med terapeutisk hjælp, fik arbejdet med mig selv. Jeg stoppede med at tage stoffer, jeg holdte en pause fra at drikke, som endte med at vare 3 år, men de grænseoverskridende, utrygge seksuelle relationer faldt jeg tilbage i og søgte ofte i nogen tid. Det kunne bare ikke det samme mere. Jeg oplevede ikke den samme rus af bekræftigelsen. Jeg forstod årsagerne bag mit handlemønster, og det var på ingen måde lige så sekset og spændende som førhen.
En dag modtog jeg trusler fra en tidligere bolleven. Han ville ses med mig igen, og da jeg afslog, blev han truende og påstod, at han havde taget billeder af mig, både imens jeg sov nøgen i hans seng, men også under seks. Hvis ikke jeg ville deltage i en trekant med ham og hans nye kæreste, ville han lægge dem på nettet. Jeg blev virkelig bange, og det var et kæmpe wake up call, der på en eller anden måde hev mig ind i virkligheden og løftede sløret for, hvilken slags personer, jeg havde lukket ind i mit liv.
Det var som om, at jeg skulle helt ud, hvor mine grænser blev drastisk overskredet, før jeg rigtig kunne mærke dem. Det blev et pejlemærke, som jeg kunne arbejde mig tilbage fra, og nu -5 år senere – er de grænseoverskridende, seksuelle relationer kun en del af min fortid.
“
Bodytalk #71
“
Min opfattelse af, hvordan jeg ser min krop, ændrer sig hele tiden afhængig af, hvordan jeg har det. De dage, hvor jeg spiser sundt og træner, synes jeg, at min krop ser flot ud. De dage, hvor jeg spiser usundt og ikke får lavet så meget, synes jeg, at jeg ser grim ud.
Jeg mistede min far, da jeg var teenager, og dengang følte jeg, at alt i mit liv var ude af kontrol. Jeg tror, at det var der, hvor min kropsdysmorfi startede, fordi det gav mig en fornemmelse af at have kontrol over et eller andet. Jeg begyndte at være fikseret på de ting ved mig selv, som jeg ikke kunne lide, og jeg følte, at hvis jeg kunne få styr på dem, så ville det løse alle mine problemer. Det har givet mig et usundt forhold til både mad og til mig selv.
Det er noget, som synes jeg har været svært at åbne op omkring. Jeg har været bange for, at andre ikke ville tro på mig, fordi jeg måske ikke ligner en, som har det svært med mig selv – og fordi kropsdysmorfi ikke er en lidelse, som særlig mange kender til.
Nu er jeg endelig et sted, hvor jeg kan acceptere mit udseende. Det betyder ikke, at jeg nødvendigvis synes, at jeg ser pæn ud hver dag, men jeg har lært at give slip på nogle af de usunde vaner, som min kropsdysmorfi har skabt. Jeg har valgt at dele min historie, fordi hvis der er nogen, som går rundt med de samme tanker, skal de vide, at de ikke er de eneste med de tanker, og at de ikke er alene.
“
Bodytalk #70
“
For ti år siden røg min tyktarm.
Lige siden har jeg måtte lære at leve med min partner in crime, min stomi.
Jeg var sprunget ud umiddelbart før min operation, så dating og usikkerheder deromkring fyldte meget i mit hoved. Og derfor føltes det også som det sidste søm i kærlighedskisten, at jeg skulle til at rende rundt med en pose på maven. Jeg var sikker på, at jeg aldrig ville finde en kæreste, der gad bruge tid med mig og min lortepose.
Når jeg tog på stranden, havde jeg enten trøje på eller den våddragt, jeg havde købt, så jeg kunne dække for posen. Hvis jeg sov hos en date, var det nærmest med overtøjet på.
Mine venner og familie var heldigvis dejligt åbne og nysgerrige. De stillede spørgsmål og lyttede interesseret på historier om engang min pose gik læk i en proppet teatersal, eller engang, hvor den havde larmet midt i timen. Hvis min pose rumsterede under en historie, grinede vi af det. Jeg tog åbenheden og humoren med mig videre og blev efterhånden ret stærk i at fortælle om mit liv med stomi.
Så stærk, at jeg uden at tænke over det, scorede ham den lækre til julefrokosten over tarteletterne. Dér gik det op for mig, at jeg havde vendt min situation om.
Posen var ikke længere et kærlighedskistesøm, men en insisterende kompagnon, der havde tvunget mig til selvrefleksion og til at styrke min selvironi.
I formiddags blev jeg spurgt af min læge om jeg ville have stomien lagt tilbage i kroppen. Jeg svarede, at det gad jeg ikke.
Jeg er glad med min stomi.
“
Bodytalk #69
“
Jeg har altid haft et svingende forhold til min krop. Særligt da jeg var i teenagealderen blev jeg opmærksom på, hvordan min krop forandrede sig. Jeg følte mig ofte meget forkert i forhold til andre, og at der var en masse strandarder og normer for, hvordan en “rigtig” krop skulle se ud.
Da jeg ramte teenagealderen begyndte min krop også at skulle bruges til andre formål som for eksempel at skulle “imponere” eller “fange opmærksomhed” i forhold til at få kærester. Den blev pludselig også til et seksuelt objekt. Jeg oplevede særligt i denne periode af mit liv, at folk omkring mig, kommenterede på min krop. Jeg var pludselig en kvinde med en kvindekrop med hofter, bryster og former. Det handlede ikke længere om at kunne løbe hurtigt i skolegården, men nu skulle min krop leve op til nye forventninger.
En tidligere mandlig chef sagde engang til mig, at med mit udseende, kunne jeg få job overalt. Min krop blev til et redskab, og det vigtige var, hvad jeg kunne opnå med den. I dag har jeg en alder, hvor folk kommenterer på min krop på en anden måde.
Men det sker stadig.
I dag handler det fx. om graviditet, fordi jeg “har den fødedygtige alder” og “det er nu, jeg er mest klar til det”. Hver gang nogen kommenterer på og om min krop, og hvad den skal bruges til, føles det som et overgreb.
Jeg øver mig lige nu i at lægge fokus det rigtige sted. Når egne negative tanker opstår, eller andre folk kommentere på og om min krop eller udseende, forsøger jeg blot at lade tankerne passere og flytte mit fokus.
Hvis jeg ikke selv tillægger det værdi, har det ingen.
“
Bodytalk #68
“
Hele mit liv er der blevet kommenteret på min krop; Hvordan den så ud, hvor meget jeg vejede og hvad jeg spiste.
I mange år har min krop og madvaner været en besættelse. Jeg har overvåget og udskammet mig selv dag for dag. Det har været altopslugende og altfortærende for mit mentale helbred. En kommentar jeg husker tydeligt, var da jeg var 12 år og min mor grinende sagde til mig: “Du tager på om sommeren, men du smider det heldigvis om vinteren”; Som om det var noget at grine af. Da jeg var 18 år, havde jeg en kæreste. I løbet af vores forhold tog jeg på, hvilket han påpegede en aften, da han var fuld. Han spurgte mig: “Skal du ikke begynde at løbe?”, hvortil jeg svarede “Hvorfor?”. Han tog fat i min delle på maven og sagde: “På grund af den her”. Med dén kommentar, bekræftede han min min største usikkerhed. Min krop.
Min besættelse af et ideal har resulteret i overspisninger, slankekure og ikke mindst: skam.
Jeg er træt af at overvåge min krop og udskamme den. Jeg vil leve i fred. Uden overvågning og uden skam.
Bodytalk #67
“
Min krop er tynd og lang, og jeg har aldrig været glad for den.
Jeg plejede at gøre mig mindre, hang med skuldrene, holdt hovedet nede, armene tæt ind til kroppen. Jeg ville gerne fylde mindre, være et med tapetet. I mange år så jeg mig selv som en hjerne på en pind, og jeg behandlede min krop som et modvilligt transportmiddel. Da jeg var i slutningen af tyverne begyndte min krop at gøre oprør. Rygsmerter. Kronisk sygdom. Min krop blev en reel fjende. Det fik mig til at indse, at det her… det er hvad, der er. Jeg er min krop. Jeg er al den plads, den indtager i verden. Sygdom og alderdom vil kun tage mere fra mig. Jeg begyndte langsomt at indtage min krop og passe bedre på helbredet. Det er en proces. Jeg er næsten 40, og realistisk set tror jeg aldrig, at jeg kommer til at elske min krop. På mange måder hænger mit selvbillede negativt fast i mine formative år. For tynd, for klodset, altid modvillig. Nu samarbejder vi i det mindste. Jeg kan engang imellem – måske endda for det meste – anerkende synergien mellem krop og hjerne. Om ikke andet er der gensidige interesseri samarbejdet.
Den største forandring er, at jeg nu kan værdsætte kroppen, og jeg forsøger at være taknemmelig, at jeg kan bruge den til at indtage min plads som den kæreste, far og det menneske, jeg er.
Så tak krop – Tak for samarbejdet.
“
Bodytalk #66
“
Jeg har en indtryk af, at der er mange unge mennesker, der kæmper med at finde en mening med, de laver. Deres kald. Jeg siger ikke, at det er et problem ikke at have fundet ud af, hvad man kan- og ikke kan lide at lave – livet er en konstant proces, og jeg synes, det er vigtigt at give sig selv lov til bare at være og eksperimentere.
Det, jeg siger, er, at jeg aldrig rigtigt har oplevet den her form for kamp. Dans er mit kald, og det er noget, jeg har været klar over i en del år efterhånden. Når jeg danser, føler jeg, at jeg kan udtrykke mig selv på en måde, jeg ikke kan sætte ord på. Jeg er totalt fri, og jeg føler mig tilpas i min egen krop. Jeg har kontrol over den.
Det plejede i hvert fald at være på den måde.
Sidste sommer besluttede jeg mig for at droppe ud af min HF-uddannelse, så jeg kunne starte på en 1-årig danseuddannelse i København. Det var en drøm, der blev til virkelighed, og jeg forberedte mig selv på mit livs år. Alt startede godt ud, lige som jeg gerne ville have det, og jeg var i en tilstand, hvor jeg havde det bedre end jeg havde haft det seneste år. Min fremtid så lys ud, og fantastiske muligheder begynder at komme mod mig. Men så, efter nogle måneder på uddannelsen, ændrede én aften det hele. Jeg blev voldtaget.
Der var ingen, der havde fortalt mig, hvor slemt et seksuelt overgreb kunne påvirke mit sind og min krop.
I starten troede jeg bare, det ville fucke mit forhold til sex lidt op, og at det var noget, jeg bare skulle glemme og komme over. Men som tiden gik, begyndte jeg at indse, at noget havde ændret sig. Jeg var ikke længere den samme. Jeg tror, den bedste made at beskrive det på er, at det føles som om min krop er blevet inficeret med en eller anden gift, jeg ikke kan komme af med, uanset hvor meget jeg end prøver. Min krop var ikke længere et frit sted for mig, det føltes i stedet som et fængsel. Den kontrol, jeg plejede at have, var forsvundet, hvilket er noget, jeg ikke har oplevet før. Jeg fandt mig selv I situationer, hvor jeg stod og skreg I offentligheden og græd, mens jeg dansede.
Jeg har det enormt svært ved at bearbejde og håndtere dette – for hvad gør man, når ens krop, der I mit tilfælde er mit vigtigste arbejdsredskab, pludselig svigter dig? Jeg føler ikke, jeg kan stole på den længere. Den er fyldt op med en konstant følelse af frygt, der påvirker mig I stort set alt, jeg gør – men der er ingen, der kan se det på mig. Jeg ville tit ønske, at jeg havde brækket mit ben I stedet. Så ville jeg ikke behøve at skulle forklare mig selv.
I øjeblikket er jeg I en position, hvor jeg føler, min drøm om dans er blevet taget fra mig. I danseverdenen har jeg tit fået fortalt om vigtigheden I at holde sig relevant, og for at gøre det, er jeg nødt til at gå på kompromis med mit mentale helbred. Jeg føler mig svag, men jeg gør mit bedste for at blive ved med at kæmpe. I dans er vi så dygtige performere, at vi nemt kan begynde at performe og tage en rolle på i vores hverdagsliv for at overleve og holde ud. Jeg ved ikke, om det er sundt, men det kan være en ret god egenskab I situtioner som disse.
Jeg har fået at vide, at dans er healende, så jeg bliver ved med at danse, selvom jeg ikke føler, det healer mig lige nu. Jeg håber, jeg kan finde fred med mig selv og min krop igen og bearbejde mine traumer. Jeg kan ikke vente med at komme af med den gift, der er indeni mig.
“
Bodytalk #65
“
Jeg blev diagnostiseret med skoliose, da jeg var omkring 12 år gammel.
Jeg har været i noget lignende konstant smerte siden da.
Den fysiske smerte har altid været den værste del af det. Men i lang tid blev jeg også nødt til at tage det psykiske med i form af skeptiske blikke og kommentarer.
I lang tid tog jeg virkelig afstand fra min egen krop og behandlede den ikke, som den fortjener.
Jeg begyndte at tage stoffer for at kunne håndtere mine egne usikkerheder. Det ledte til et misbrug, som jeg heldigvis stort set er ude af igen.
Gennem de sidste omtrent to år er jeg dog virkelig begyndt at acceptere min krop og behandle den som en ven, der hjælper mig gennem livet, i stedet for som en fjende.
“
Bodytalk #64
“
For feminin, for tyk, for anderledes, ikke god nok… Det er, hvad min udvidede familie fortalte mig fra en meget ung alder. Jeg begyndte at tro på disse kraftfulde ord, hvilket resulterede i, at jeg har mobbet min krop og mit sind lige siden. Uanset hvor godt jeg præsterer, er der altid en lille intern stemme, der fortæller mig: “Det er ikke godt nok, du skal gøre det bedre”.
Så kom mit bristepunkt, seksuel overgreb. Jeg gik fra at være et barn med selvhad til et psykisk nedbrudt menneske. Jeg følte mig beskidt hele tiden og badede 3-4 gange om dagen. Jeg fortalte det ikke til nogen, fordi jeg var bange og troede, at folk ville tænke: “Det sker ikke for drenge” eller: “Nå, du er homoseksuel, så havde du nok ikke noget imod det”, jeg holdt overgrebet og min seksualitet hemmeligt i otte år.
Nu er jeg 22 og kæmper stadig med min kropsopfattelse og det at være et seksuelt menneske, men med hjælp fra familie og terapi er det ved at blive bedre. Jeg synes, at vi som samfund er nødt til at støtte hinanden og forsøge at omfavne vores forskelligheder.
Husk, du er ikke alene, og det skal nok blive bedre.
“
Bodytalk #63
“
At se mig selv i fugleperspektiv. Første gang, jeg oplevede det, var, da jeg gik i sjette klasse, og mine klassekammerater begyndte at mobbe mig. Jeg gik fra at være et boblende, ærligt og åbent menneske – til en person i en lukket skal, der helst ville behage alle andres blikke og meninger. Da jeg kom i puberteten begyndte min krop at ændre sig, og det samme gjorde folks opfattelse af mit ydre. Jeg blev hurtigt seksualiseret og chikaneret på baggrund af min meget store barm. Derved var der ikke kun fokus på måden jeg talte på og mit kropssprog, men nu også resten af min krop. I en årrække mærkede jeg den konstante følelse af folks blikke, og det var det eneste, jeg tænkte på. Jeg så hele tiden mig selv i fugleperspektiv. Det føltes som om, jeg havde et permanent kamera, der fulgte mig. Jeg ville dreje, strække og klemme min krop, i smertefulde stillinger, så jeg altid var så lille/smal/yndefuld som muligt, i det tilfælde at nogen skulle kigge i min retning. Efter flere år med disse tvangstanker og handlinger, faldt jeg direkte i svær depression og generaliseret angst.
“
Bodytalk #62
“
Da jeg havde født mit andet barn, min søn, følte jeg, at der voksede noget andet inden i mig. Men denne gang var det ikke en menneskelig baby, det var en magisk fantasi baby. I nogen tid havde jeg følt mig fanget i hele forældrerollen med en endeløs mængde af opvask, tøj at vaske, numser at tørre af, opkast at fange og meget tæt på ingen tid brugt på bare…At leve. Det er det, der er problemet, babyer er fantastiske, men det er svært at være en glad, tilstedeværende, inspirerende forælder, hvis du ikke lever, men kun gør. Det føltes som om, jeg var ved at miste mig selv, og langsomt blev jeg et serviceorgan.
Så begyndte hun at vokse. Først turde jeg kun tænke på hende. Denne version af mig, der kun indeholdt mine ekstremer. Denne ikke-skamfulde, frie, begærlige, utæmmede, u-undskyldende, liderlige eksplosion af tanker og energi. Men da jeg langsomt lod hende træde ind i lyset, indså jeg, hvor smuk hun var, og at jeg havde brug for hende. At ryste skammen af, at sætte spørgsmålstegn ved sex og kærlighed, at rykke mine grænser og at presse mere liv ud af livet.
Jeg er et meget sødt og betænksomt menneske, og jeg ønsker ikke at fornærme nogen. Jeg vil bare være en god mor med glade børn, der ved, de er elsket.
Cece er ligeglad med, hvad du eller nogen andre tænker.
Cece er fri for enhver form for dom.
Hun genopretter balance.
Hun var min vej tilbage til at leve – og ikke bare gøre.
Alle fortjener at skabe deres egen Cece.
At eksplodere og udforske dem selv.
“
Bodytalk #61
“
Jeg elsker ikke automatisk barnet inde i min mave.
Denne graviditet har været ualmindelig hård ved min krop og mit sind og jeg føler mig overhovedet ikke forbundet til mit ufødte barn gennem graviditeten.
Jeg er så træt af fremstillingen af ‘den perfekte graviditet’. Jeg er træt af, at jeg ikke kan sige højt, at jeg hader at være gravid uden at blive mødt med spørgsmål om, om jeg ikke er glad for at være gravid, eller endnu værre: “Det er det hele værd, når de bliver født.”
Det formindsker ikke alle følelser, ubehag og utilpashed ved en graviditet, som desværre sker for rigtig mange.
Godt nok er graviditet ikke en sygdom, men det har alligevel gjort mig syg. Jeg har fået depression og tiltagende angst. Jeg har været ulykkelig hele vejen igennem mit graviditetsforløb, og jeg har hadet det fra dag et. Jeg har grædt 12 uger inde i min graviditet, fordi jeg ikke længere kunne få en lovlig abort og fældet flere tårer for at have haft lyst til det.
Nogle mennesker elsker at være gravide. Nogle mennesker hader det som pesten. Begge følelser burde være acceptable og mulige at snakke om.
Min krop er ikke længere min egen, og mit sind føles enormt ukendt.
“
Bodytalk #60
“
Min krop er i konstant udvikling.
Den er et GørDetSelv-projekt i konstant bevægelse.
Noget, jeg skaber undervejs.
Jeg møder mange, der føler sig mest komfortable med at se transkroppen som noget, der bevæger sig fra punkt A til B.
De føler, at de på denne måde kan forstå transkroppen; “Du var en kvinde, men nu forandrer du dig til en mand.”
Men min krop har ikke noget fast mål, den passer ikke ind i den binære fortælling, den har intet slutpunkt.
I stedet er målet udviklingen, kreationen, nedbrydningen af fortællinger og binære opfattelser af køn, altid at være I flux.
Således er jeg lykkelig, når jeg skaber mig selv i farten. Min krop har været gennem meget.
Bulimi.
Voldtægt.
Overgreb.
Urealistiske forventninger.
Smerte.
Og alt mulig andet pis.
Aldrig mere.
Jeg har ikke brug for kropspositivitet, eller for at andre personer tolererer min krop, eller fortæller mig, at jeg bare skal “elske min krop, som den er”, “tilgive dem, der misbrugte den” og alt det bras.
Jeg ønsker at stræbe efter kropsneutralitet, at føle glæde. Nyde min krops styrke, alt det, den gør for mig, nydelsen den kan bringe mig samt hvor vidunderligt det er at vide, at det er MIN krop, MIT GørDetSelv-projekt, MINE regler.
Jeg kommer aldrig til at passe ind i det binære kønssystem.
Og det behøver jeg heller ikke.
Fortællingen tilhører mig, og kun mig.
“
Bodytalk #59
“
Jeg kunne virkelig relatere til Shania Twain da hun sang:
“The best thing about being a woman
Is the prerogative to have a little fun and…
Oh-oh-oh, go totally crazy
Forget I’m a lady
Men’s shirts, short skirts
Oh-oh-oh, really go wild
Yeah, doin’ it in style
Oh-oh-oh, get in the action
Feel the attraction
Color my hair, do what I dare
Oh-oh-oh, I wanna be free
Yeah, to feel the way I feel
Man! I feel like a woman!”
Jeg tror, at det var “man” og “colour my hair, do what I dare” delen, der fangede mig.
Jeg følte mig altid forkert, da lærerne adskilte mig fra mine venner i gymnastik og svømning. Jeg følte mig især forkert placeret, da skolesygeplejersken kun skulle snakke med ‘pigerne’. Jeg har identificerer mig som queer, siden jeg var 21 år gammel.
Det var først som 24 årig, at jeg fandt ud af, at jeg selv er tiltrukket af kvinder. Jeg følte, at jeg havde spildt mine teenage år på at bede til Gud og gå i ungdomskirke. Jeg fandt ud af, at jeg var til alle køn, da jeg faldt for en kvinde – jeg var meget forvirret, da jeg ellers altid har kaldt mig ‘as straight as they come’, og at jeg var ‘strictly dickly’.
Jeg troede, at mit ‘problem’ var min seksualitet. Men efter at jeg har taget et kursus i Kønsforskningens Teori og Praksis tilbage i 2019, fandt jeg ud af, at jeg bare ikke passer ind i ‘heteronormen’.
Jeg følte mig altid anderledes i forhold til alle de andre i den lille by, jeg voksede op i. Jeg farvede mit hår, gik i drengetøj, havde hudafskrabninger på knæene fra at falde med mit skateboard og min ene hang i nakken i en lavthængende hestehale, fordi jeg nægtede at rede mit hår. Jeg drømte om at få tatoveringer og piercinger over hele kroppen og turnere verden rundt med mit eget metal-band.
Da jeg var omkring 15 år gammel, begyndte jeg at lytte til hiphop. Mest på dansk og på engelsk.I dag hører jeg gerne rap på alle sprog, men jeg beskæftiger mig mest med tysk og færøsk.
I min sjæl har jeg altid følet, at der var en lille hardcore tysk gangster rapper gemt i mig.
“
Bodytalk #58
“
Smerter blev en del af mit liv fra en tidlig alder. Jeg kan ikke længere huske, hvordan det føles ikke at have ondt. Ikke at have følelsen af, at min krop har forrådt mig.
Jeg har haft følelsen af, at jeg blev straffet for noget, jeg vidste bare ikke hvad. Og når jeg endelig gjorde noget for min egen fornøjelse, forrådte min krop mig igen.
Som 15-årig blev jeg diagnosticeret med endometriose. Som 20-årig med fibromyalgi. Som 27-årig med Ehlers Danlos syndrom.
Endelig havde jeg en forklaring på, hvorfor min krop var anderledes – skrøbelig, hypermobil, underlig. Det betød, at jeg måtte acceptere, at det var kronisk og ikke ville gå væk.
Jeg mistede kontrollen over mit liv og følte ikke, at jeg kunne leve op til de forventninger samfundet havde til mig.
Jeg fik dårlig samvittighed over at gøre ting, som ikke virkede produktivt for samfundet – ting jeg gjorde blot for at gøre mig selv glad og nyde livet. For seks år siden genopdagede jeg min seksualitet som en person med handicap – en handicappet person. Jeg genvandt en følelse af kontrol ved at lære at give slip på den.
I reb føler jeg mig fri. Jeg er i kontrol over smerten – den stopper, når jeg siger, den skal.
Jeg føler endelig, at min krop kan bruges til noget. At den er god til noget. Jeg er endelig begyndt at føle, at der er okay at gøre ting for min egen nydelse, at udnytte potentialet i al min krops underlighed.
At gøre ting, der giver mening til livet.
Jeg har lært, at jeg er smuk i min skrøbelighed – min sårbarhed.
I reb kan jeg give slip og bare være.
Jeg har lært, at det er okay, at jeg eksisterer.
“
Bodytalk #57
“
Jeg har altid været usikker på min krop – uanset min størrelse og alder. Alle mærkerne på min krop har deres egen historie. Fra da jeg sad på badeværelsesgulvet og græd. Skrev “hjælp” med blod på gulvet. Jeg husker tydeligt følelsen… Som at skære sin finger på kanten af et stykke papir. Den hurtigt brændende følelse og adrenalinen, der bliver høj på angst. I lang tid troede jeg, at hvis jeg blev ved med at træne, ville jeg være i kontrol over min krop. Men nogle gange får jeg stadig følelsen af at være ude af kontrol med min krop på grund af druk i weekenden. Nogle gange får jeg stadig tanker om at ville tabe mig og forblive i kontrol over min krop. Folk har spurgt mig: “Hvorfor er du ikke selvsikker? Det burde du være – du er tynd!”. Tynd er ikke lig med selvtillid. Jeg er stadig bange. Bange for ikke at kunne overbevise mig selv om, at jeg er god nok.
Men hver dag bliver bedre.
“
Bodytalk #56
“
Lige siden jeg var teenager, har jeg haft det svært med min krop. Jeg var høj og meget tynd, og jeg fokuserede meget af min energi på mine tynde ben og lille penis. Jeg var ikke bevidst om det dengang, men jeg oplevede, at jeg ikke var maskulin nok – sammenlignet med andre mænd omkring mig. Selvom jeg altid har elsket kropslig intimitet, kunne jeg i mange år ikke lide at være nøgen med andre mennesker.
Jeg kæmpede mod følelsen af ikke at høre til, ikke at passe ind i den formodede kasse af maskulinitet, ikke at have et sted at bo i min krop. Jeg tvivlede aldrig på min kønsidentitet som mand, men jeg følte bare ikke, at jeg kunne krydse alle felterne af, når det kom til at være mand.
Endelig har jeg fundet mig selv tyngende hen imod queer: hen imod de åbne felter for at finde mit kønsudtryk og min seksuelle orientering. Især det faktum, at kønsudtryk ikke nødvendigvis hænger sammen med kønsidentitet, har været en stor øjenåbner.
Nogle gange kæmper jeg med følelsen af at være en “queer-imposter”. Jeg ved nemlig, at mange andre queer personer håndterer langt større udfordringer og traumer omkring deres kroppe og seksualitet, end jeg gør, og har gjort.
Det meste af tiden føler jeg dog bare en enorm taknemmelighed over for queer-miljøet for at bane vejen for sådan en som mig.
“
Bodytalk #55
“
Igennem de seneste 8 års tid, har jeg svunget ind og ud af forskellige uddannelser og arbejdspladser, allesammen med hver sine små succeser, og nederlag. Disse nederlag består af, ikke at kunne gennemføre en fuld uddannelse, og ikke kunne holde fast i et arbejde i mere end 3-4 måneder af gangen. I det seneste års tid har jeg været sygemeldt med depression, hvor jeg endelig har formået at komme til en kommune der giver mig den tid og plads jeg har brug for til at komme ovenpå igen.
Mens jeg har kæmpet med mit psykiske helbred og prøvet at få struktur og overskud i min dagligdag, har jeg fundet en passion og interesse der giver mig noget at stå op om morgenen til som jeg inderligt nyder. Jeg har siden starten af foråret 2021 taget modelbilleder indenfor en meget specifik genre, Mandligt lingerie.
En genre og stilart som man virkelig ikke ser meget af i verdenen, uden at det eksisterer i et “Drag”, LGBT+ miljø eller en “polterabend” sammenhængen.
Tanken og idéen opstod efter jeg havde en samtale med denne kvinde jeg datede på det tidspunkt, hvor vi kom ind på emnet omkring lingerie og forførende tøj for mænd, hvilket satte dybe spor inde i mig, og vækkede en flamme inden i mig.
Som en hetero CIS-mand at begive mig ud i den verden er en spændende og interessant “udfordring”, som jeg føler jeg finder mere og mere success i. Flere og flere modeller og fotografer ser det jeg laver og går fra at sige: “Jeg laver typisk ikke noget med mandlige modeller med din stil”, til at stå der foran mig med kameraet og udtrykke sig selv med enorm begejstring og entusiasme mens lyset i blitzen bliver ved og ved med at sige click!
Alt i alt, denne her rejse mens jeg døjer med mine mentale udfordringer, har været og er fortsat så vanvittigt givende! Og jeg elsker at bryde de her tabuer, stigmatiseringer og “fordomme”, antagelser folk har om mig. Det er som at se på en reklame til en ny film i biografen, og har en forventning om hvad den drejer sig om, baseret på de ting vi kan “genkende” fra den reklame. For så omvendt at vise folk den faktiske film, slet ikke handler om dét, men stadig noget der er mindst lige så smukt og fantastisk.
“
Bodytalk #54
“
Jeg startede med at være tryg ved min krop – men det var andre ikke. Jeg var 15, første gang nogle råbte efter mig på stranden, fordi jeg havde synlige kropshår.
Omgivelserne forsøgte at disciplinere mig til at tilpasse mig. Folk stirrede og udskammede mig, fordi jeg så anderledes ud. Det resluterede i, at jeg blev meget bevidst om min krop. Det interessante er, at det først var, da min krop var så afvigende, at den stak helt uden for normen, at jeg holdt op med at være usikker på forskellige ting ved den. Kropshår, min yoyo-vægt, alderdom – alle disse ting virkede som småting, da jeg fik fjernet mit ene bryst. Det satte tingene i perspektiv.
Jeg havde brystkræft – lægen anbefalede en rekonstruktiv operation. Det var ikke mit ønske – selvfølgelig ville jeg have to bryster, men hvis jeg havde en følelse af, at de var mine. Ikke et eller andet implantat eller fremmed objekt i mig. Derudover ville det føre til flere operationer, hvis jeg skulle have et implantat.
Arret fortæller en historie om, at jeg har været alvorlig syg. Hvorfor skulle jeg skjule det? Jeg føler mig mere selvsikker, end jeg nogensinde har gjort. Jeg tror, at det er vigtigt at stikke ud, hvis man har modet til det – ikke for en selv, men for alle de mennesker i verden, der ufrivilligt stikker ud. Jo mere vi stikker ud, jo mere plads skaber vi til andre, der også stikker
“
Bodytalk #53
“
”Du er en kvinde. Du har bryster. Du kan ikke være….”
Ja, jeg har et bryster.
Men jeg er IKKE en kvinde.
Jeg har aldrig kunnet lide at have bryster.
Jeg har altid troet, at det var på grund af, hvordan de så ud.
Jeg fik piercet mine brystvorter i en tidlig alder, så jeg kunne flytte fokus fra det, der fik mig til at føle mig kvindelig, til det, jeg kunne lide: piercinger. Jeg har altid været glad for at udsmykke min krop på alle mulige måder. For ikke så længe siden, da jeg skulle tage mine piercinger i brystvorterne ud, indså jeg, at jeg ikke kunne lide mine bryster. Det handler ikke om, hvordan de ser ud – det handler om, hvad de er, og hvad samfundet forbinder med dem.
Jeg vil gerne lære at leve med mine bryster, så min egen krop ikke ender med at blive min værste fjende. Jeg er kommet langt – men jeg vil nå længere endnu. Jeg vil, og har brug for, at være i ro med min krop. Min krop passer ikke til min idé om mig selv i dette samfund.
Folk forbinder det at have bryster med, at man er kvinde. Jeg er ligeglad. Jeg vil ikke bære min krop på samfundets bestilling. Jeg vil ikke bære min krop, så den passer til samfundets kasser eller komfortzone. Jeg vil ikke gøre mig selv mindre, så andre kan fylde og flyde over. Jeg vil ikke bede om tilladelse til at leve min sandhed.
Jeg er ikke en kvinde, bare fordi jeg har bryster. Hvis jeg en dag bliver klar, vil jeg ændre min krop. I mit eget tempo. I det tempo, jeg er tryg ved. Indtil da vil jeg leve i den krop, som jeg lever i, uden at jeg behøver at forklare mig selv for samfundet.
Min krop skal ikke diskuteres.
Den skal leves.
“
Bodytalk #52
“
Jeg er færdig med at skamme mig. I alt for mange år, har jeg gemt min tykke krop væk. I alt for mange år har jeg givet den skylden for noget, den ikke er skyld i. Det var samfundets skyld.
Succes. Lykke. Kærlighed. Seksualitet. Skønhed. Mode. Nydelse. Værdi. Som tyk kan man forvente at gå gennem livet uden mange af disse ting, hvis samfundet ikke ændrer sin tilgang til tykhed og lære at acceptere og respektere tykke mennesker. Vi fortjener denne forandring.
Jeg har haft oplevelsen af min tykke krop som et bur, der begrænser mig og bør ændres, men nu ved jeg, at min tykke krop er det, der sætter mig fri. Fri fra skammen over at blive set helt, som jeg er. Fri fra slankekure, restriktioner og selvstraf. Fri fra at gemme mig og camouflere min mave, arme og lår. Fri fra at acceptere og stille mig tilfreds med mindre end, hvad jeg fortjener. Fri fra at undertrykke min sensualitet og femininitet. Fri fra at prøve så hårdt på at opfylde samfundets forventninger til, hvad en tyk person er.
Min krop har aldrig gjort noget forkert, og jeg er færdig med at give den skylden og behandle den som en ven, jeg er flov over at blive set med i offentligheden. Min krop er mit hjem, min næringskilde, mit grundlag for at eksistere. Det er på tide, at jeg stopper med at straffe den og i stedet begynder at omfavne den. Min tykke krop er en stor del af mig, og jeg er færdig med at skamme mig.
Jeg vasker skammen væk.
“
