Bodytalk #25
“
Jeg husker første gang, jeg oplevede cis-mænd have en seksuel adfærd rettet mod mig: Jeg var 13 år og var på vej hjem fra skole, da en billede kørte om på siden af mig. to drenge rullede bilruden ned og begyndte at fløjte af mig og kalde mig sexet. På vej hjem var jeg chokeret og bange. Jeg tænkte: “Hvordan kan de sige sådan til mig? Jeg er kun et barn”. Den sommer, da jeg tog med mine familie til den årlige ferie-tur til italien, fik jeg ikke længere kærlige klap på hovedet og en ekstra is fra fremmede. I stedet blev jeg klappet i røven og piftet af. Jeg var ræd for, at min barndom nu var blevet skiftet ud med en “voksen-krop”, som nu fik uønsket opmærksomhed fra mænd. I løbet af mine teenage-år blev jeg vant til det. Desværre.
Jeg blev vant til, at mine grænser blev overskredet, og at mine “nej’er” ikke blev respekteret. Jeg havde svært ved at skabe sammenhæng i den seksuelle opmærksomhed, jeg fik fra mænd og min faktiske lyst til kvinder.
“
Bodytalk #24
“
Første gang jeg rigtigt kom i kontakt med min egen krop – Første gang jeg virkelig begyndte at blive opmærksom på dens behov, var cirka for 2 år siden. Jeg er 35 år i dag, så jeg var cirka 33 år, da begyndte at lytte til min krop og tage mig af den. I mange år var jeg i et stofmisbrug. I perioden under mit stofmisbrug blev jeg vant til ikke at føle ting. Jeg blev vant til kun at have for øje, hvad jeg havde lyst til – og ikke hvad jeg havde brug for. Afhængigheden var enorm, og man kan roligt sige, at den havde fatale konsekvenser. På et tidspunkt var jeg nødt til at sælge min bil og nogle møbler i min lejlighed for at få penge til stoffer. Jeg kunne ikke tænke klar, og afhængigheden havde et potentiale til at ødelægge mit liv. Jeg besluttede mig for at komme væk. Jeg ville rense ud og starte en ny begyndelse. Jeg begyndte i afvænning.
Sidste år blev jeg clean, og jeg begyndte at leve sundere. Jeg kunne mærke forandringen komme hurtigt. Jeg begyndte at føle mig mere til stede, og jeg havde nemmere ved at lytte til min krop. Jeg begyndte at gå i seng, når jeg var træt, spise, når jeg var sulten og slappe af, når jeg var stresset. Jeg begyndte at følge mine drømme igen og udvikle en karriere som musikalsk kunstner.
I dag er jeg stolt og dedikeret , når det kommer til at følge min mål i livet. Jeg ønsker et liv uden stoffer, og jeg ønsker at behandle min krop, som den fortjener at blive behandlet.
“
Bodytalk #23
“
Jeg har altid haft det underligt med min krop. Hvordan samfundet har forventet, at den skulle se ud på en bestemt måde. Hvordan den skulle være på måder, jeg ikke kunne identificere med selv med.
Mennesker er besatte af kasser. Jo flere kasser, som samfundet kan putte os i, des bedre og mere trygt, er det. Jeg forstår. Jeg har selv forsøgt at passe ind i alle mulige kasser for at føle, at jeg passede ind og tilhørte et fællesskab. Det tog mig flere år at finde ud af, at kasser eksisterer, fordi samfundet hader, at vi alle ikke er de samme. Samfundet har brug for kasser, så det bliver nemmere at placere folk et sted.
“
Bodytalk #22
“
Siden jeg var en lille pige, har jeg haft et kaotisk forhold til min krop. Jeg hadede enhver lille ting ved mig selv. Der var intet, jeg kunne lide ved mig selv. Jeg følte mig som det her grimme væsen, der ikke fortjente at blive elsket af nogen.
Jeg syntes, at mine bryster var for små, mine hofter for brede, mine lår for store og derudover syntes jeg, at jeg havde en forfærdelig personlighed. Jeg befandt mig i en konstant krig med min krop.
Jeg havde det så skidt.
Jeg begyndte at cutte, og jeg udviklede en spiseforstyrrelse.
Med min cutting ville jeg vise omverdenen, hvor skidt jeg havde det med mig selv uden at bruge ord. Mine ar og mine tatoveringer afspejlede smerten i mig. Alt, det gjorde, var, at omverdenen begyndte at tage afstand fra mig, hvilket bragte endnu mere skam og selvhad. Jeg gik i oversized tøj, så ingen kunne se mine ar, mine tatoveringer og min kropsformer. Jeg havde lagt hår, som kunne skjule mit ansigt. Man kunne kun se mit ansigt, hvis man stod rigtig tæt på mig. Det var min måde at skjule mig fra omverdenen.
Efter jeg blev 18 år, skete der en række ting, som fik mig til at ændre mit perspektiv på mig selv. Jeg begyndte at vise min krop frem og skjulte ikke længere mine ar eller tatoveringer. Jeg klippede mit hår kort, så andre kunne se mit ansigt. Jeg trådte ud af min comfort zone og lod andre se mig.
Jeg har stadig mange udfordringer med mit eget selvbillede, men jeg har udviklet mig meget, hvis jeg sammenligner med, hvordan jeg havde det, da jeg var yngre. Jeg er meget stolt af mig selv, men anerkender, at jeg stadig har en masse at arbejde på. Jeg er 20 år i dag, så jeg har masser af tid til at udvikle mig, og jeg er forhåbningsfuld om, at det hele nok skal gå.
“
Bodytalk #21
“
Kønsbaseret vold, kønsbaseret diskrimination, kønsbaseret had. Ja, ja og ja – Denne krop har oplevet det hele. At være i en sort transkvindes krop betyder, at man skal være på vagt for farer 24/7. Denne krop får opmærksomhed i offentligheden, om den vil det eller ej.
Jeg plejede at iklæde mig store frakker, parykker og solbriller for at gemme mig, når jeg var udenfor mit hjem. Jeg gjorde det for at beskytte mig selv. Jeg var bange for andre menneskers reaktioner og fordømmende blikke. Jeg kan huske, at jeg undgik at snakke i telefon i offentligheden af frygt for, at andre kunne høre min dybe stemme. Nogle gange var jeg så bange og nervøs for at gå ude i offentligheden, at jeg kastede op midt på gaden.
En dag besluttede jeg mig for, at jeg ikke kunne blive ved med at gemme mig og leve i skyggerne. Jeg indså, at jeg var nødt til at være mig selv og træde frem i lyset, selvom det måske kunne have alvorlige konsekvenser.
Jeg er et menneske – Jeg har også regninger, der skal betales, jeg er også nødt til at handle ind, jeg bliver også sulten og skal finde noget at spise. Jeg har også et liv, jeg skal leve. Min krop er muligvis ulovlig i nogle dele er verden, men min stemme er ikke – og det vil den aldrig blive. Jeg vil ikke tie. Uanset hvor smertefuldt det var, måtte jeg finde en måde, hvorpå jeg kunne eksistere- Ikke kun bag lukkede døre, men også i offentligheden.
Min eksistens vil altid være et problem for nogle mennesker. Det er jeg nødt til at leve med – men de mennesker er også nødt til at lære at leve med mig.
Deres problem er ikke mit, og jeg går ingen steder.
“
Bodytalk #20
“
Jeg har altid elsket at bevæge min krop. Jeg har skabt et tættere forhold til min krop ved at være fysisk aktiv. Da jeg var yngre, havde jeg svært ved at være nøgen sammen med andre – fx syntes jeg, at det var grænseoverskridende, at gå i fælles bad efter træning eller gymnastik. I dag rør det mig ikke, og det føles rart.
Før i tiden syntes jeg, at jeg havde en tynd og drenget krop, når jeg kiggede mig selv i spejlet – det gør jeg til tider stadig. Det har været en længere proces for mig at acceptere, hvad jeg så i spejlet. Det har været svært for mig at komme til et punkt, hvor jeg kunne se, at jeg havde en muskuløs krop.
Det kan være en udfordring for mig at se min krop ældes. At se den degenerere. At se alle rynkerne og de grå hår, der pludselig begynder at komme. At mærke min hud, som langsomt bliver mindre elastisk. Jeg gør mit bedste for at leve sundt, og jeg arbejder hårdt på at min kropsstyrke.
Jeg ønsker ikke, at min alder skal holde mig tilbage fra at være fysisk aktiv.
“
Bodytalk #19
“
Du ville ikke vide det, hvis du så mig på gaden eller på stranden. De fleste tror det ikke, før de langsomt finder ud af det.
Jeg har kæmpet med en spiseforstyrrelse i rigtig mange år, og jeg indså det først for et par år siden. Min største udfordring med at have en spiseforstyrrelse er andres forestillinger om, hvad det vil sige at have en.
Alt jeg så, på forskellige medier, var meget tynde kvinder. Det var ikke ofte, at jeg så nogle med større kroppe, og det påvirkede mig mere end, hvad sundt er. Jeg lagde ikke mærke til, at jeg havde en spiseforstyrrelse, før den var synlig på min krop. Dengang vidste jeg ikke, at en spiseforstyrrelse er en psykiske lidelse, som man kan have, uden at den er synlig for andre. Mange tror, at spiseforstyrrelser handler om, at man gerne vil tabe sig og blive tyndere. For mig handler mit forhold til mad om kontrol – og ikke vægttab.
Desværre er jeg aldrig blevet seriøst af sundhedssystemet. Jeg blev ofte mødt med: “Du er da ikke undervægtig” eller: “Forsøger du at tabe dig hurtigt? Træner for meget? Tager supplementer til vægttab? Nej?”.
Det handler om meget mere end det. Der er så mange aspekter i at have en spiseforstyrrelse, som er vigtige at tage højde for. Mit møde med sundhedssystemet har kun gjort det sværere for mig at leve med min spiseforstyrrelse.
At acceptere min spiseforstyrrelse for, hvad den er, er det først skridt ud af mange. De fleste dage er jeg overbevist om, at jeg ikke vil være i stand til at leve uden min tendens til at have kontrol over min krop. De fleste dage hader jeg, hvordan min krop ser ud, men jeg forsøger hver dag at blive bedre til at acceptere den og elske den, som den er.
Det er svært.
“
Bodytalk #18
“
Jeg har kæmpet med min psykiske lidelse i lang tid. For et par måneder siden blev jeg konfronteret med vigtigheden i at passe på sit mentale helbred. Jeg var deprimeret i 10 måneder, hvorefter jeg skiftede fra depressiv til manisk. Dette havde konsekvenser for mit selvværd, min krop og min seksualitet. Jeg gik fra at have ingen selvtillid til at elske mig selv og føle mig komfortabel i min krop. Da jeg var depressiv forbandt jeg tanken om sex og nøgenhed med skam og selvhad. Skiftet i mit humør var en meget svær periode for mig, da min krop og psyke gik fra 0 til 100 på kort tid. Da jeg var manisk, kunne jeg ikke sove, og min krop var overbelastet. Min krop kunne ikke håndtere manien, fordi jeg drak, røg cigaretter og festede hele tiden. Jeg sov nærmest ikke. Det resulterede til sidst i en psykose, hvor jeg var overbevist om, at jeg skulle dø. Mit hjerte bankede så hurtigt, og min puls var alt for høj i en hel uge. Jeg kunne hverken spise eller sove. Jeg følte mig syg og angst, og jeg var klar til at give op på livet.
Når jeg var manisk træffede jeg nogle valg, som senere, når jeg skiftede over til at være depressiv, fortrød og skammede mig over. Det var svært at navigere i, og det havde store konsekvenser for mit forhold til min krop.
Heldigvis rakte jeg ud efter hjælp, og det reddede mit liv. I dag er jeg i terapi, og det hjælper mig til at håndtere mine udsving. Jeg er stabil og har det godt med mig selv og min krop.
“
Bodytalk #17
“
Jeg har forsøgt at behage, hvad jeg troede, var andres forventninger til, hvordan min krop bør se ud. Jeg har forsøgt at leve op til krav, som jeg aldrig ville stille til andre.
Jeg har haft mange oplevelser med mennesker, som har haft travlt med at kategorisere, fetichere og objektivisere min krop. Enten er jeg blevet opfattet som en maskulin “bjørn” eller hårløs “twink”. Dengang forsøgte jeg at forme min krop efter andres opfattelse af min krop, og det efterlod mig følelseskold og distanceret fra min krop.
Der er mange årsager til, hvorfor det ikke har været en sund måde at håndtere andres forventninger på. Jeg indså med tiden, at autencitet og det at stå ved mig selv, muliggjorde, at jeg kunne være glad for min krop – og i det hele taget mit liv.
Vejen er stadig lang, men jeg kan mærke, at jeg langsomt bliver bedre til at handle ud fra mine egne behov. Hvis jeg har lyst til at iklæde mig en g-streng og have kropshår, så er det det, jeg gør. Det definerer mig ikke, og jeg er ikke sat i verden for at imødekomme andres seksuelle fantasier.
“
Bodytalk #16
“
Jeg har altid været bevidst om min krop og dens størrelse. Min mor påvirkede mit forhold til min krop, da jeg var yngre. Hun ville ofte kommentere på mine spisevaner. Jeg tror, at min mors eget forhold til sin krop i høj grad har påvirket både min søster og jeg. Min mors største frygt var at tage kilo på – og det er det i virkeligheden stadig den dag i dag. Jeg følte aldrig, at der var plads til, hvordan jeg havde det med min krop, da meget af opmærksomheden gik til min søster, som var større end jeg. Det er en giftig og tykfobisk måde at tænke på, og det har været en lang rejse for mig at ændre min tænkning i forhold til min egen krop – og for at være ærlig føler jeg stadig, at jeg ikke helt er i mål. Jeg har haft en yoyo-vægt gennem årene, men jeg gør mit bedste for at acceptere min kropsstørrelse nu.
Problemet er, at det er så indgroet i mig. Hver gang jeg føler mig stresset eller deprimeret, påvirker det mit forhold til min krop på en negativ måde. Jeg har været inde og ude af depression gennem årene og fået angstanfald, når jeg har set mig selv i træningstøj. Jeg har følt mig skyldig over ikke at se trænet eller tynd nok ud. Det føles næsten som om, at jeg kan høre min mors stemme i mit hovede. Når jeg er depressiv, kan det ødelægge hele min dag, hvis jeg vejer mig selv om morgenen. – som om at tallene på vægten definerer, hvor god en person, jeg er.
“
Bodytalk #15
“
Hvis mit yngre jeg kunne se mig nu, ville han få gåsehud, fordi jeg blev alt det, jeg forsøgte at flygte fra. Titlen, jeg ville give til det mest definerende kapitel i mit liv, ville være: “Fri”, for det er den primære pointe her.
Jeg passede ikke ind i de sociale normer som barn, så jeg blev sendt på julemærkehjem for at blive “normal” og socialt acceptabel. I stedet bragte jeg en spiseforstyrrelse med mig hjem fra julemærkehjemmet. Samfundet lærte mig at hade min krop. Jeg blev ved mig at sige til mig selv: “A moment on the lips, forever on the hips.”
Den næste udfordring, der opstod, var min femininitet, som gjorde mig til skydeskive for samfundet. “Ingen vil nogensinde elske dig, hvis du ikke opfører dig som en “rigtig” mand var en sætning, jeg tit fik kastet efter mig.
Med tiden da jeg ældre, begyndte jeg dykke mere ned i, hvem jeg var og ved at lege med mit køns- og kropsudtryk, opdagede jeg drag. Gennem drag fandt jeg min egen stemme. Jeg fandt pludselig det her instrument, som gjorde det muligt for mig at frigøre mig selv – så det gjorde jeg. Jeg ønskede ikke at spille på mit instrument på samme måde som andre. Jeg så andre drags barbere dem selv og rekonstruere deres kroppe ved hjælp af pads. Idealet var timeglasformen, men jeg valgte at blive en kvinde på min egen måde – en stor kvinde med kropsbehåring og masser af selvtillid. Hele mit liv har jeg været presset ud i at passe i bestemte kasser, som jeg ikke i bund og grund bare ikke passede i.
Så hvorfor skulle jeg tage del i at reproducere, hvordan en attraktiv kvinde “bør” være og se ud?
Jeg ønskede at blive anerkendt som et værdifuldt, attraktivt og seksuelt væsen som alle andre – selvom jeg har en stor og behåret krop, der udtrykker sig selv på en feminin måde. Da jeg lærte at spille på mit instrument på min egen måde, kunne jeg for første gang kigge på mig selv og føle mig hjemme.
“
Bodytalk #14
“
JA, jeg er seksuel, men det er ikke ensbetydende med, at jeg bør seksualiseres. Jeg er ikke et sex objekt – jeg er et subjekt. Jeg er et menneske. Når jeg, som kvinde, udtrykker min seksualitet, bliver jeg ofte fortalt, at jeg gør mig selv til et sex objekt, og at det er min egen skyld, når hetero-mænd seksualiserer mig. For det første giver det ingen mening, at GØRE sig selv til et sex objekt. Hele præmissen om at være et objekt handler om at være passiv, og at GØRE mig selv til et objekt refererer til rent faktisk at gøre noget, hvilket betyder: at være aktiv. Min pointe er, at sætningen i sig selv er selvmodsigende. Du kan ikke gøre noget og samtidig være et objekt og gøre ingenting. Derfor gør jeg ikke mig selv til et objekt. Jeg siger min mening højt, når jeg vil, jeg gør hvad jeg vil og jeg tror på, hvad jeg vil – og måske er det i virkeligheden det egentlige problem, som folk har.
Min seksualitet tilhører mig, og kun jeg skal definere den.Som kvinde insisterer jeg min på min ret til at udtrykke min seksualitet – og det vælger jeg aktivt på trods af, at de eksisterende samfundsnormer fortæller mig, at jeg ikke bør.
Nogle mænd tolker mit seksuelle udtryk som en hungren efter opmærksomhed og bekræftelse. De tolker det forkert. Jeg udtrykker mig for min egen skyld. For min egen frihed. Det er en menneskeret at være fri til at udtrykke sig.
Det er svært at argumentere for, at der er ligestilling mellem køn, så længe vi ikke tillader kvinder (og andre minoriteter) at udtrykke sig seksuelt på en måde, som ikke kun tilgodeser den heteroseksuelle mænds lyster.
“
Bodytalk #13
“
Som barn blev jeg mobbet af andre børn og familiemedlemmer. Mine klassekammerater i skolen gjorde grin med min kropsbehåring- og størrelse. Fordi jeg hurtigt voksede og havde mere kropsbehåring end nogle fuldvoksne mænd, blev jeg et nemt mobbeoffer. Jeg havde allerede overskæg i 5. klasse. Udover at have meget kropshår, var jeg også ret stor. Folk gjorde grin med min krop. Da jeg deltog i gymnastiktimerne, undgik jeg altid at gå i bad med de andre, fordi jeg skammede mig. Mobningen, vittighederne og den uendelige latter fik mig til at tro, at jeg var for tyk, for behåret, for anderledes. Mobningen fik mig til at føle, at jeg ikke var god nok.
Da jeg kom i puberteten, følte jeg, at hele min krop var ved at blive til karakteren “IT” fra Addams-familien. I en periode begyndte jeg at gøre grin med min egen krop for at dække over den smerte og skam, som jeg følte dybt inde. Jeg trimmede og barberede min krop, men det begyndte bare at klø, når hårene hurtigt groede ud igen. Jeg forsøgte at dække min krop til med med tøj i stedet for at gemme min kropsform- og hår.
At vokse op med følelsen af at være anderledes, gjorde mit tidlige voksenliv til en kæmpe udfordring – især når det kom til dating. Jeg prøvede alt. Tabe mig, fjerne hår, endda med laser. Min krop har aldrig været, som jeg ønskede, at den skulle være. Og for hver gang jeg fjernede hår, følte jeg, at det groede endnu hurtigere tilbage til det samme igen.
Det begyndte at gå op for mig, at de mennesker, der syntes, at jeg var for stor og for meget – de var for lidt. Jeg forstod, at de havde et behov for at mobbe mig med henblik på at få det bedre med sig selv. Fordi det var svært for dem, at elske deres egen krop. De projicerede deres usikkerhed over på mig.
Jeg stoppede med at trimme, jeg stoppede med at få laseroperationer, og jeg stoppede med at træne bare for at tabe mig. Jeg lægger trangen til at have kontrol over min krop bag mig. I dag er jeg stolt af min krop. Jeg elsker min kropsform og robusthed. Dette er, hvem jeg er. Og træning er noget, jeg gør for mit helbred – og ikke for at prøve at passe ind. Jeg føler mig stærk, fri og elsket.
“
Bodytalk #12
“
Hvad er det på dine arme? Hud. “Hvad er der dog sket?” Bare livet. Den dag i dag bærer jeg huden på mine arme, præcis som huden alle andre steder på min krop. Jeg glemmer sågar nogle gange mine ar. Men sådan har det bestemt ikke været altid.
Der var en periode af mit liv, hvor mit syn på tilværelsen var meget grå og tris. Livet var simpelthen ikke en glæde for mig længere, og jeg bebrejdede mig selv. Jeg bebrejdede mig selv for, at jeg var så dum, at jeg havde ladet det ske. At jeg havde ladet mig selv sætte i den situation.
En kæmpe vrede hobede sig op inde i mig – så stor en vrede, at jeg på et tidspunkt følte, at jeg ikke længere kunne rumme mere.
Jeg fandt en måde, hvorpå jeg kunne straffe mig selv. En måde hvorpå jeg kunne lukke ned for de smertefulde følelser. Jeg tænkte, at jeg fortjente smerten. Alt som gik galt eller føltes forkert i mit liv, bebrejdede jeg mig selv for. Følelsen af et skarpt barberblad på min hud, blev til en form for afhængighed. Jeg fik kontrol over min vrede og ulykkelighed. Mine negative følelser var kraftfulde og føltes næsten som en orkan i udbrud.
Det var først, da jeg kom på den anden side – da mine sår begyndte at hele – at jeg troede, at jeg havde ødelagt min fremtid. At alle som kiggede på mig, ikke kunne få blikket fra mine ar, og ville fokusere på dem, istedet for at se mine kvaliteter som menneske. Jeg havde svært ved acceptere, at jeg aldrig ville få min glatte hud på arme og ben tilbage. At jeg altid ville være dømt til at være grim og utilpasset resten af mit liv. Folk har råbt af mig på gaden, stirret på mine ar.
Det har været en ret hård rejse for mig at komme dertil, hvor jeg er i dag. En masse svedige sommerdage, hvor jeg gemte mig under tykke sorte trøjer. Usikkerhed og bebrejdelse. Jeg tænkte: “Er det forkert af mig at vise mine ar frem?” Jeg kunne ikke fortsætte mit liv sådan, jeg ville ikke leve mit liv sådan, gemme mig selv væk! Jeg har altid været fascineret af “fejl” og mærker. De fortæller en historie, og skaber dybde. Netop derfor er det interessant, spændende og til tider mystisk. Det vækker en lyst til at gå på opdagelse og undersøge. Netop ar og mærker gør os specielle og unikke. I dag bærer jeg mine ar med stolthed.
De er en del af mig, og gør mig til præcis den, jeg er.
“
Bodytalk #11
“
Da jeg var barn, var mine skolekammerater intimiderede af min kropsstørrelse. Fordi, jeg var stor, associerede de mig med at være en potentiel mobbe-udøver. De opdagede ret hurtigt, at jeg var harmløs, så i stedet begyndte de at gøre nar af min krop og tage på mine såkaldte “mande-patter”.
Når jeg skulle i poolen, skammede jeg mig over at tage mit tøj af. På daværende tidspunkt kunne jeg kun tænke på, at de andre børn ville synes, at jeg er for tyk til at hænge ud med, og at de ville grine af, hvordan jeg så ud.
Jeg følte mig ofte ekskluderet.
Da jeg kom i puberteten opstod et andet problem: Kropshår.
I en alder af 13 år var jeg den første i klassen, som begyndte at få en masse hår på kroppen. Følelsen af skam over min krop blev øget, da folk begyndte at kalde mig “bjørn” og “abe”. At trimme og barbere min krop blev en daglig rutine og sommetider måtte jeg bede om hjælp fra andre til at få fjernet hårene på steder, hvor jeg ikke selv kunne nå. Jeg begyndte at klæde mig på måder, som skjulte min kropsform og min behåring. Jeg følte mig ulækker.
Dengang brugte jeg enormt meget tid og energi på at prøve at tabe mig og skille mig af med min kropsbehåring. Jeg gjorde det primært for at behage andre. Med tiden er jeg begyndt at give slip på det store pres, jeg havde pålagt mig selv. Det gik op for mig, at det var vigtigere at bruge min energi på at være et godt menneske over for mig selv og andre frem for at få en attraktiv krop.
Det er ikke, fordi det ikke længere betyder noget for mig, hvordan min krop ser ud – Det fylder bare mindre.
“
Bodytalk #10
“
Da jeg kom i puberteten, begyndte jeg at udvikle acne på mine baller. I begyndelsen var jeg ikke så bekymret. Urenhederne kom og gik afhængigt af, hvor stresset jeg var, og hvad jeg spiste. I en tidlig alder var mine spisevaner usunde, og jeg udviklede bulimi. På forskellige måder forsøgte jeg at skille mig af med urenhederne, men de vendte altid tilbage igen. Urenheder ledte til både mentale og fysiske ar.
Min eks-kæreste kommenterede altid på min acne. Jeg husker, at han ofte gav udtryk for, at han fandt mine urenheder på ballerne usexede. Hans kommentarer gjorde mig meget usikker på min krop.
Selvom min læge informerede mig om, at acne er et hyppigt hud problem for mange mennesker, var det stadig et stort problem for mig. Den dag i dag får det mig stadig til at føle mig mindre attraktiv. Det begrænser mig stadig i at føle mig komfortabel, når jeg er nøgen med andre eller tager min shorts af en varm sommerdag på stranden.
Jeg tror, at mange mennesker har usikkerheder, når det kommer til deres krop. Det er bare ikke noget, man taler om. Jeg ved, at jeg ikke er alene om de følelser, jeg går med.
Vi er ikke alene i det her – så lad os stoppe med at lade som om, at vi er.
“
Bodytalk #9
“
Da jeg var cirka 17 år, ledte mine destruktive tankemønstre mig ud i en spiseforstyrrelse. Jeg var professionel svømmer, da jeg var yngre. Den fysiske træning var hård, og jeg svømmede på et højt niveau. Min krop var muskuløs og tonet. Da jeg stoppede med at svømme, ændrede min krop sig, og det samme gjorde min mentalitet.
Jeg har det bedre nu, men at komme sig var og er ikke sort/hvidt. Det meste af tiden er jeg i stand til at acceptere min krop, men sommetider kan jeg kigge på den og ønske, at den så anderledes ud.
“
Bodytalk #8
“
Efter at jeg fik fjernet min ene testikel på grund af kræft, var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville have en protese testikel hurtigst muligt. Det var der flere grunde til. Min beslutning var delvist truffet af æstetiske årsager. Jeg ønskede at se så “normal” ud som muligt, når jeg kiggede mig i spejlet. Jeg ville føle mig “mandet” og have en anstændig bule-størrelse i mine underbukser. “Normal” som i, hvordan jeg så ud dernede, før jeg lå syg med kræft, og “normal” som i den generelle forestilling om, hvordan en mand ser ud dernede – to kugler og en pik. Så ja, jeg ændrede min krop af forfængelighed.
Men beslutningen om protesen var også truffet, da jeg ikke ville mindes om kræft, når jeg rør ved mig selv eller ser mig selv i spejlet. Jeg ville ikke mindes om, hvad der er ikke er der mere og årsagen til, hvorfor det ikke er der.
Jeg har skulle forsvare mit valg over for andre og fået kommentarer som: “Hvorfor er det vigtigt for dig?” og “Er det ikke lidt overfladisk?”.
Mit valg handler om forandring af min fysik, men denne forandring har haft stor indflydelse på min psyke, blandt andet når jeg går i bad, har sex, kigger på mig selv, onanerer, tager underbukser på, osv. I sidste ende er det min krop og derfor også mit valg.
Et valg jeg aldrig har fortrudt.
“
Bodytalk #7
“
I lang tid har jeg overvejet at begynde at styrketræne, bygge muskler op og få et mere maskulint look. På det seneste har jeg været utilfreds med, hvordan min krop ser ud.
“For tynd, for bleg, for almindelig”.
Denne sætning bliver ved med at dukke op, når jeg ser mig selv i spejlet.
Jeg har længe gået og overvejet for hvis skyld, at jeg skulle begynde at træne. Er det for min egen skyld? Eller er det, fordi jeg føler, at “de flotte fyre” ville være mere interesseret i mig, hvis jeg havde et mere maskulint look?
Når jeg er ude i byen på homo-klubber, får jeg ofte en følelse af, at en trænet krop er noget af det vigtigste at have, når det kommer til at score. At have muskler og fremstå maskulin er et kæmpe plus i homo-miljøet, desværre. Eller, det er i hvert fald sådan jeg oplever det. Jeg tror, at det er et kriterie for mange homoseksuelle mænd, når det kommer til at finde andre attraktive. For nogle mænd bliver det den primære grund til at styrketræne og opbygge en muskuløs krop.
Jeg er stadig forvirret i forhold til, om det er grund nok til mig.
Begynder jeg at træne, fordi jeg tænker, at jeg vil være mere attraktiv for potentielle dates? Eller lærer jeg, hvordan jeg kan elske mig selv og være stolt af min tynde og blege krop? Hvis jeg vælger mulighed nr. 2 – vil jeg være i stand til at finde en partner, der vil forelske sig i mit hjerte, min sjæl og min personlighed frem for min fysiske fremtræden?
Jeg er ikke sikker..
“
Bodytalk #6
“
Jeg har altid følt, at min krop så lidt underlig ud. Da jeg var yngre, var jeg tyk. Jeg var usikker på, hvordan min krop så ud. Når jeg så mig selv i spejlet, følte jeg, at jeg havde mande-bryster og alt for brede hofter. Mit eget kropsbillede endte med at dominere, hvordan jeg valgte at gå klædt. Jeg blev meget bevidst om min fysiske fremtoning.
Det var først, da jeg med tiden lærte jeg at acceptere min krop, at jeg kunne slutte fred med mit eget selvbillede. Jeg tror, at det skyldtes, at jeg begyndte at få venner, som ikke gik op i skønhedsidealer og kropsnormer. Jeg husker, at jeg til en fest med disse venner, smed noget af mit tøj på dansegulvet.
Det var som om, at mine usikkerhed forsvandt, da jeg smed trøjen.
“
Bodytalk #5
“
Jeg har ikke i sinde at tale om, hvor længe det tog mig at acceptere og elske mine bryster. Ej heller hvor længe jeg gemte dem med forskellige typer tøj, bh’er og måden jeg poserede på. Der var alligevel aldrig noget, som rigtig virkede. Som kvinde med store bryster, oplevede jeg, at omverdenens syn på mig og min personlighed altid blev seksualiseret. Lige meget hvad jeg iklædte mig, var mine bryster “out there” .
På daglig basis fik jeg kommentarer, tilråb og blikke fra mænd, som synes, at det var okay at spørge mig, om jeg for eksempel ikke ville komme over og daske dem i hovedet med mine bryster. Jeg modtog beskeder online omkring, hvor store og saftige mine bryster så ud – du ved, den slags: “Årh man, se lige hendes patter” kommentarer.
Kun få uger forinden dette photoshoot med Bodytalks, var jeg til en fest, hvor en fremmed fyr, umotiveret kom hen og tog mig på brysterne. Min reaktion kom bag på ham, som at han havde regnet med, at jeg ville tage det som en kompliment. Jeg følte mig som ung, beskidt og forkert på grund af mine bryster.
Senere hen i livet indså, jeg at det ikke var okay, den måde jeg blev behandlet på på grund af mine bryster. Vi er alle født med bryster og brystvorter. Alle skal behandles ens. Med disse billeder tager jeg magten tilbage over mine bryster ved frit at vise dem, som de er. I nogle vinkler er de smukke, i andre måske lidt fjollede, men det er helt normalt. Min krop er helt og aldeles MIN. Kun JEG kan bestemme, hvordan min krop skal vises frem. Ingen skal dømme, sexualisere eller chikanere den på den baggrund.
“
Bodytalk #4
“
Der har altid været et stort pres fra omverdenen i forhold til at skulle passe ind i specifikke skønhedsidealer. Som et resultat af dette, har vi glemt, hvad der er vigtigt, og hvad kroppens hovedformål er, nemlig at sørge for, at helt basale funktioner er til stede, for på den måde at holde os i live. Da vi tror på helbredende kraft, har vi skiftet fokus. Vi fokuserer ikke længere på mangler, men accepterer os selv for dem, vi er.Ved at fokusere vores energi, lukker vi en dør og giver mulighed for at åbne en anden. Dette skaber muligheden for at skabe et nyt univers. At tale negativt til og om os selv, konstant, at sammenligne os med andre vil aldrig skabe balance og glæde i vores liv. Vores tanker kan være den smukkeste og stærkeste vej til det at være lykkelig.
I stedet for at sammenligne os med andre kvinder, deler vi sårbarhed og skaber opmærksomhed. Vi hylder diversitet og tror på den helende kraft, som kommer indefra. Når alt kommer til alt, er den stærkeste og mest inspirerende kraft, den kraft som opstår, når vi har et åbent sind.
“
Bodytalk #3
“
Da jeg var cirka 12 år gammel, stoppede jeg med at besøge det lokale vand-land i min hjemby. Jeg begyndte også at undgå at deltage til svømning i skolen. Det var et mareridt for mig at tage på stranden og vise mig frem i badetøj. Jeg var bange for, at andre ville kigge på mig og dømme mig for, hvordan jeg så ud. Andres mening betød meget for mig dengang. Jeg ved ikke hvordan eller hvornår, det ændrede sig, men andres mening betyder ikke nær så meget for mig længere. Det er dog ikke ensbetydende med, at der ikke ligger gemt en vis grad af skrøbelighed i mig, når det kommer til at vise min krop frem i offentligheden.Da jeg var cirka 12 år forhindrede jeg mig selv i at deltage i en række fællesskaber og begivenheder grundet mine negative tanker om min krop. Jeg undrer mig over, hvor disse tanker kommer fra, og hvordan det er muligt, at de latent stadig bor et sted i mig den dag i dag?
Jeg havde en ide om, at jeg ville overkomme følelsen af ubehag og gøre op med de negative tanker ved at få taget disse billeder. Det føles underligt at kigge på billederne. Jeg er stadig ikke helt komfortabel ved at kigge på billederne af min krop, men jeg er glad for, at jeg fik taget dem.
Jeg føler mig modig, og jeg er stolt af, at jeg ikke lader mit kropslige ubehag stå i vejen for at gøre, hvad jeg vil den dag i dag.
“
Bodytalk #2
“
Hvordan jeg er med min krop, er drevet af en kamp imod følelsen af skam fra mit eget community. Jeg har lagt mærke til, at min krop og seksualitet forstærker hinanden på en usund måde. Jeg har en tendens til at lægge pres på mig selv i forhold til at leve op til de forventninger, der er, til kroppens æstetik i homo-miljøet. Jeg har høje forventninger til, hvordan min krop bør se ud. Der er en dobbelthed i, at jeg ikke vil finde mig i, at andre skal fortælle mig, hvordan min krop bør se ud, men at jeg samtidig alligevel kan mærke, at jeg lader andres mening påvirke mig.
Jeg vågner tidligt om morgenen, så jeg kan at styrketræne, inden dagen for alvor er begyndt. Jeg vil nemlig gerne undgå at have det dårligt med min krop. Når jeg står foran spejlet og observerer min krop, ser jeg en veltrænet krop. Nogle gange kan jeg blive i tvivl, om den er veltrænet nok, når jeg sidestiller, hvad jeg ser i spejlet med de herskende krops-normer og forventninger i homo-miljøet.
“
Bodytalk #1
“
Min kropsvægt har altid gået op og ned. Det har derfor aldrig været en let opgave for mig at vise min krop frem. Det har altid føltes nødvendigt at være i kontrol, og altid være opmærksom på at vælge de rigtige vinkler, når jeg får taget billeder.
På den måde følte jeg en form for sikkerhed. At skjule maven, de store lår og bagdel, det flade utrænede bryst, var næsten altid i min bevidsthed.
