Bodytalk #51
“
I 6 år har jeg plejet mine børn.
I 6 år har jeg været gravid eller ammet dem.
I 6 år er jeg blevet kønnet non-stop.
I 6 år er jeg blevet fejlkønnet.
Jeg er blevet opfattet som en kvinde.
Som en kommende mor.
Som en nybagt mor.
Som en mor til to.
Jeg er ikke en kvinde.
Jeg er ikke en mand.
Jeg er hverken eller.
Jeg er non-binær.
Jeg er ikke en mor.
Jeg er ikke en far.
Jeg er en forælder.
Mine børn kalder mig “Emi”.
Jeg “breastfeeder” ikke mine børn.
Jeg “chestfeeder”.
Dette er min krop.
Min trans non-binære krop.
Jeg er ligeglad med, hvad du ser, og hvad du forudindtager.
Dette er min krop.
Jeg bestemmer, hvordan den skal omtales med ord.
“
Bodytalk #50
“
Jeg har gemt denne krop til èn mand. Jeg er opvokset med Jehovas vidne som min religion. For at være være en acceptabel kvinde krævede det, at jeg altid sad med krydsede ben. Jeg var nødt til at tildække min krop, ellers ville jeg blive seksualiseret. At tale om kvinders lyst eller seksuelle orientering var aldrig noget, vi talte om derhjemme. Jeg blev fortalt, at min krop kun havde ét formål. Jeg blev fortalt, at nydelse tilhørte manden. Det var hans ret. Samtalerne handlede aldrig om mine seksuelle rettigheder som kvinde. Nej. De handlede om, hvordan jeg kunne beskytte mig selv fra mænds blikke. Hvordan jeg kunne gemme og tildække min krop. Jeg stillede ikke for mange spørgsmål. Jeg var en “god pige”.
12 års ægteskab gjorde mig uvidende om, hvad min krop havde lyst til og var i stand til.
Er jeg overhovedet sexet? Er jeg tiltrækkende? Hvad kan jeg lide? Hvad tænder mig? Hvad ønsker jeg for mig selv og mit liv?
Jeg traf et valg.
Jeg er mere end bare en “god pige”. Jeg er en kvinde med begær og behov – så jeg begyndte at se en mand. Først var jeg meget nervøs. At tale med ham om mig selv føltes nemt. Han lyttede nysgerrigt, når jeg talte. Jeg følte mig tiltrækkende. Jeg følte mig ønsket. Han var en gentleman. Vi satte os ned på en bænk i en park, og han spurgte, om han måtte kysse mig. Vi kyssede, og jeg kunne mærke, at jeg ville have mere.
Jeg omfavnede min lyst. Jeg elskede, hvordan min krop slappede af og faldt ind i hans begær for mig. Hvordan han omfavnede mig og blev tændt af mig og min krop.
Da jeg kom hjem, ventede jeg på skammen. Jeg gik ud fra, at skammen ville fortære mig – men det gjorde den aldrig. I stedet følte jeg mig stærk og magtfuld. Jeg havde lært noget om mig selv, og jeg var vokset fra skammen. Jeg kan være sexet og have begær. Det gør mig ikke til mindre. Det gør mig til mere.
“
Bodytalk #49
“
Jeg var national mester i svømning, da jeg var 12. Dengang havde det stor betydning at have den perfekt vægt for at få de bedste forudsætninger i konkurrencer. Min perfekte vægt var 74 kg, fordi jeg var 184 cm høj. Det var ren matematik.
En dag efter træning kom en svømme-forælder hen til mig og fortalte mig, at jeg havde taget lidt på. Han fortalte mig, at hvis jeg ikke tabte mig før næste konkurrence, ville jeg ikke klare mig godt. Jeg husker, at jeg tog denne type kommentarer meget alvorligt, og jeg arbejdede hårdt på at vedligeholde den perfekte vægt. I en alder af 17 år indså jeg, at atletik miljøet, som jeg befandt mig i, var giftigt.
Den dag i dag er jeg stadig meget opmærksom på min kropsvægt. For mig er det, at have den perfekte krop og tabe mig, forbundet med min præstation som atlet – selvom jeg ikke længere er det. Det er det konstante billede af mig selv, der prøver at være, og se ud, mit “bedste”. For det var sådan, at svømme verdenen opfattede mig som “god”. Mange af forventningerne fra trænere, holdkammerater og forældre var baseret på en opfattelse af, at man skulle have så lidt fedt på kroppen som muligt. Derfor har jeg kæmpet meget med min vægt og mit kropsbillede, siden mit træningsniveau faldt og jeg begyndte på universitetet. Jeg har haft mange vægtudsving, som er blevet påvirket af mit stressniveau, imens jeg gik i skole.
I dag er jeg stadig i gang med at lære at omfavne og elske min krop – uafhængigt af tallet, der står på vægten. Nogle gange sammenligner jeg mig selv med, hvordan jeg så ud dengang. Jeg kan somme tider kigge på gamle billeder af mig selv og tænke over, hvor meget “bedre”, jeg kan se ud. Jeg prøver samtidig aktivt at minde mig selv om, at det, der betyder mest, er, hvordan jeg tænker om mig selv – og ikke, hvordan jeg ser ud.
“
Bodytalk #48
“
For nogle år siden, da jeg tog min yogauddannelse, oplevede jeg sexchikane. Jeg kan huske, at min tidligere yogalærer foreslog, at jeg skulle tage med ham i bad efter timen. Han fik det til at virke som det mest normale at gøre. Da jeg nægtede, blev han ved med at forsøge at overbevise mig. Flere gange sagde jeg nej.
Han begyndte at tage tøjet af og spurgte mig om, hvordan hans pik så ud. Jeg reagerede ikke. Jeg følte mig sårbar og var bange. Jeg ville ud af situationen, men jeg frøs og opførte mig, som om alt var ok. Jeg var bange. Jeg forsøgte at fremstå rolig, da jeg ikke ønskede, at han skulle mærke min frygt.
Efter hele hændelsen snakkede jeg med personen, der ejede stedet, som var min ven dengang. Personen gav mig skylden og fortalte, at jeg var selv uden om det. At jeg ikke skulle have været alene i studiet, og at min opførsel i situationen var forvirrende og underlig.
Jeg endte med at anmelde det.
Da jeg tog bladet fra munden, stod to andre piger fra yoga-holdet også frem med deres historier om sexchikane. De havde oplevet lignende fra samme yogalærer.
Efter oplevelsen blev jeg usikker på mig selv og min krop. Jeg følte, at det hele var min skyld. At jeg bare kunne have ladet være med at sætte mig selv i situationen. Jeg tænkte om mig selv, at jeg var naiv, og at jeg derfor skulle passe på med at stole på nogen i fremtiden. Pludselig var jeg ikke længere tryg ved at være nøgen på samme måde, som jeg plejede.
Bodytalks hjalp mig med at se på min krop igen med stolthed.
Jeg har nu modet til at være nøgen foran andre igen og eje, det der altid har været mit. At være nøgen og tilpas i egen krop er vigtigt at kunne. Også foran andre – så længe der er samtykke til det. Jeg var i en situation, hvor jeg ikke fik lov til at vælge. Jeg bad ikke om at se min lærer nøgen, og da jeg sagde nej, respekterede han ikke mit svar.
Et nej er altid et nej.
Uanset hvad.
“
Bodytalk #47
“
Det er bizart at tænke på, at vores ydre skal overhovedet skal have nogen betydning – at skal definere os som mennesker. Vi lægger så stor vægt på den ydre skal, at den nærmest kan bestemme vores vej i livet. Den skaber os – og knækker os.
Denne krop har oplevet at blive objektificeret mange gange. Det begyndte, da jeg var 7 – og eskalerede derfra. Følelsen af at være en handelsvare sidder fast i mig. Følelsen af at blive købt og solgt. Ude af kontrol.
I en periode forsøgte jeg med magt at blive til, hvad de ønskede, at jeg skulle være. mænd fortalte mig, at mine bryster var for små, og jeg troede på dem. Jeg begyndte at hade min krop. Alt hvad samfundet fortalte mig, at kvinder skulle være, var jeg ikke. Jeg kæmpede med mit høje sex-drive og min uforpligtende tilgang til sex og parforhold, fordi jeg mærkede skammen fra samfundet.
Min mor plejede at fortælle mig, at min krop var lavet til at få babyer på grund af mit hofteparti. Jeg vidste, at jeg ikke ønskede at få børn, siden jeg var 12 år, men ingen ville tro på mig eller acceptere mit ønske. Hver gang jeg fortalte folk, at jeg ikke ville have børn, sagde de: “åh, bare vent. En dag rammer det dig.”, “Du har bare ikke mødt den rigtige mand endnu”. Til sidst endte jeg med at blive i tvivl om mit eget ønske, nu hvor alle omkring mig var så overbeviste om, at jeg skulle have børn. Jeg begyndte at stille spørgsmålstegn ved min grund til at eksistere, hvis jeg ikke brugte mine reproduktive evner.
Den kulturelle programmering stikker dybt.
I et forsøg på at lukke fertilitetsdøren en gang for alle, tog jeg beslutningen om at donere æg. Selv min fertilitetslæge kunne ikke lade være med at spørge, om jeg nu var HELT sikker på, at jeg ikke skulle have børn. Han sagde: “Din livmoderhals er vinklet helt perfekt til undfangelse”.
Jeg var træt af alle kommentarerne.
Jeg satte endelig mig selv fri, og at være i denne krop nu føles meget anderledes. Jeg er fri til at nyde min kropslighed og bruge min krop, som jeg vil. Bruge den som et redskab til at skubbe grænser og udfordre kønsstereotyper i dette radikaliserede system, som vi lever i.
Fri til at bruge min krop på min måde.
“
Bodytalk #46
“
Det sidste år har jeg tænkt meget over, hvor meget jeg altid går på kompromis med min krop og dens behov – især når det kommer til sex. Nogle gange har det resulteret i, at jeg tager afstand fra mit sind og min krop, imens jeg har sex. Mange gange har jeg været et redskab for mine partners seksuelle ønsker og behov i et omfang, hvor mine grænser blev overskredet. Jeg har følt mig misbrugt og udnyttet alt for mange gange.
Generelt har folk altid følt sig berettiget til at kommentere på min krop. Når jeg siger “folk”, mener jeg mennesker, som jeg først lige har mødt og ikke har nogen relation til. Når jeg siger “altid”, refererer jeg til, at det mine grænser også blev overskredet gennem hele min barndom. Jeg vænnede mig til andre kommenterede på min krop, så det blev “normalt” for mig. Jeg har aldrig været i stand til at sige “nej” eller “stop”. Mit mål har været at tilfredsstille min partners seksuelle nysgerrighed og fantasier.
Jeg har stadigvæk svært ved at udtrykke mine grænser den dag i dag. Nogle gange retfærdiggør jeg, at jeg ikke kan sige “nej” ved at fortælle mig selv, at jeg er ok med det, der foregår. Hvis andre mener, at det er ok at drage nytte af mig seksuelt, hvorfor skulle jeg så ikke også synes det?
Grunden til, at jeg skriver dette nu, er, at jeg endelig har samlet mod til at sige fra og generobre min seksuelle frihed og magt. Min krop skal mindes om dens sande ejer. Jeg har været på denne rejse i et stykke tid nu, og rejsen har haft sine op- og nedture, men som kvinde, kan jeg mærke, at jeg vokser mere og mere i min femininitet og seksualitet.
Sex skal føles trygt for alle – også mig.
“
Bodytalk #45
“
Min krop er en konstant påmindelse.
Om smerte, medicin og bivirkninger.
Om at dække mig til.
Om skam over grænser, der blev overtrådt.
Om at give slip på kontrol.
Om at se kampen i øjnene.
Om at den urealistiske idé, at nogen ville holde mig tæt og røre ved mig igen.
Om morgen-smerter.
Om den tomme mave, der letter vægten.
Om endeløse morgenritualer.
Om lægernes blå ventestol og lommetørklæderne, der altid står klar.
Om overvældende besøg på offentlige toiletter med store spejle.
Om venner beroligende kommentarer som: “Det ser ikke så slemt ud.”
Om forældres bekymrede blikke.
Om længslen efter følelsen af kys på min krop.
Om billederne på min telefon som mit eneste vidne.
Om at løftet om at være bedre ved mig selv.
Om ensomhed.
Om timer i butikker for at finde tøj i det rette materiale.
Om min viljestyrke.
Om mine hænder, der langsomt kærtegner min hud og beroliger den.
Om lotion, cremer og urteteer.
Om bekymringer for fremtiden.
Om skam over at efterlade hvide fnug på stolen, jeg lige har siddet på.
Om “chrchr”, der er lyden af krasende fingre på huden.
Om tilgivelse.
Min krop er en konstant påmindelse.
“
Bodytalk #44
“
Tyk.
Sexet.
Jeg har aldrig været begge dele, trods dine forventninger.
Så jeg blev tynd – men din fordømmelse blev kun værre.
Utilgiveligt.
Ikke tynd nok igen.
Jeg fyldte hullet ud med mad. Blev større igen.
Den største.
Man kunne se alle tegnene på min krop.
Hvert kilo jeg tabte og tog på igen.
Korrigerende operation.
Korriger, tilpas, juster.
Så er det nok.
Du er endelig min.
Mere end nok.
“
Bodytalk #43
“
Jeg startede på en ny uddannelse, da jeg var 16. Jeg kan huske, at jeg var så spændt. Folk på skolen havde anderledes tøj og make-up på – ligesom mig selv.
Den første måned jeg gik på skolen, var jeg rigtig glad. Efterfølgende begyndte det at gå ned ad bakke. Jeg blev deprimeret, stresset og havde angst hver dag. Jeg følte, at jeg havde glemt mig selv og de ting, jeg elskede at lave.
Jeg begyndte at overspise. Jeg spiste ikke usunde ting som slik og junkfood. Men jeg overspiste en masse andet for at håndtere de svære tanker og følelser. Jeg havde det forfærdeligt med det. Jeg overtænkte konstant. Tanker om mad, tanker om min vægt. Konstant. Mad og kilo var det eneste, jeg tænkte på. Jeg var ikke til stede relationen, når jeg var i selskab med andre. Overspisningen handlede om at fylde et indre tomrum ud. Min trang til at overspise kommer stadig tilbage fra tid til anden. Det er en afhængighed.
Efter kun 3 måneder tog jeg 10 kilo på, og fordi jeg ikke havde det godt mentalt, begyndte jeg at få maveproblemer og kronisk oppustethed. Jeg prøvede alt for at få oppustetheden til at forsvinde – men intet hjalp. Jeg kiggede mig selv i spejlet konstant for at tjekke, hvordan jeg så ud. Jeg tjekkede, om min oppustethed var forsvundet, og om jeg havde tabt mig. Hver gang var svaret: nej.
Jeg begyndte at faste og prøve forskellige livsstile af, som skulle udrense min krop. Jeg klarede 18 dage i træk med vandfaste, uden at spise overhovedet. Jeg fortalte mig selv, at jeg gjorde det for at få et bedre helbred, men jeg løj for mig selv. Jeg ville bare tabe mig. Jeg har tabt 8 kilo, men intet forberede sig mentalt hos mig. Jeg havde det stadig skidt. Med tiden tog jeg alle kilo på igen.
Nogle gange, når jeg spiser for meget, er det stadig svært at fortælle mig selv, at det er okay. Jeg frygter altid, at min fordøjelse ikke kan tåle al den mad, eller at jeg tager meget på i vægt.
Det kan tage tid at komme sig, når man har haft en spiseforstyrrelse. Jeg har accepteret min vægt og tænker næsten ikke mere over det. Mit mentale helbred er blevet bedre, og jeg er holdt op med de usunde spisevaner. For mig har det handlet om at give slip på det, der var og i stedet være tilstede. Det tager mig bare tid at lære at gøre det.
“
Bodytalk #42
“
Jeg var nødt til at kigge på min krop. Jeg var nødt til at konfrontere mig selv med, hvad jeg havde forsøgt at skjule, siden min kropsbevidsthed dukkede op omkring 7-års alderen. Jeg gjorde det igen og igen, imens jeg udsatte min krop for kolde, fornøjelige genoplivnings chok.
Jeg begyndte at vinter/isbade i januar 2021. Jeg kunne mærke, at det var vigtigt for at mig gøre, og jeg kunne mærke, at jeg fik noget ud af at gøre det, imens jeg video-dokumenterede min krop.
Jeg har kæmpet med depression, stress, angst og overspisning de sidste 12 år. Jeg har været igennem hele møllen: forskellige læger og psykologer, det akut-psykiatriske system, kropsterapi, mindfulness kurser, samtaler med venner, familie og lærere. Jeg gjorde et ihærdigt forsøg på at finde nogen, der kunne “fikse” mig.
Jeg ville tilbage til at være den glade pige, jeg var, før jeg tog kilo på. Jeg ønskede ikke at være denne skygge af mig selv længere.
Intet hjalp – indtil jeg begyndte at isbade.
Det kolde vand og det fortsatte opgør med min nøgne krop, gennem foto- og videodokumentation, ændrede noget i mig. Det gav mig redskaber, som jeg kunne bruge til at regulere mine tanker og følelser, når angsten var allerværst. Jeg elskede måske ikke min krop af den årsag, men jeg begyndte at acceptere denne store, boblende, stærke, skæve krop. Jeg begyndte at tage magten over min krop tilbage. Det er stadig en igangværende proces med at få et mere afslappet forhold til min krop.
Lige nu er vandet for varmt til at have den rette effekt på min krop, men det er okay. Jeg har fået det bedre. Og i mellemtiden bruger jeg mit andet værktøj: Fotodokumentationen, der fører til konfrontation. At jeg ser mig selv, som den jeg er. Ikke som jeg tror, at jeg skal være.
“
Bodytalk #41
“
Jeg bærer ar. Der er ingen vej uden om det og ingen måde at skjule det på. Alle, der ser mig, ser min blodige fortid, som jeg bærer rundt på – på arme og ben. Jeg har skammet mig over mine ar og følt mig forkert og grim. Jeg har følt mig nødsaget til at gemme dem væk i frygt for at miste mit job, gøre min familie ked og skræmme folk væk fra mig.
Jeg har oplevet at få taget billeder af fotografer, der har airbrushet mine ar uden mit samtykke, fordi det var deres eneste måde at få mig til at passe ind i skønhedsidealerne. Jeg har vænnet mig til, at min hud gør folk utilpas.
Utallige gange har jeg fortalt folk, at jeg rev mig på pigtråde, da jeg forsøgte at klatre over et hegn, da det af en eller anden grund er lettere for folk at fordøje end sandheden. Men jeg var et barn. Et barn med utrolig meget psykisk smerte. Jeg kæmpede en smertefuld kamp for at komme igennem det hele.
Jeg vil bære de kamp-sår med mig til den dag jeg dør.
Betyder det, at jeg aldrig bliver smuk? Skal jeg for altid lyve om mine ar for at gøre andre tilpas i mit nærvær?
Hvorfor er det at lyve et bedre eksempel for børn end at være overlevende fra en indre krig?
“
Bodytalk #40
“
Jeg stiftede bekendtskab med min queerness fra en meget tidlig alder. Jeg voksede op langt væk fra storby-kultur. Her var der ikke noget queer samfund. Ingen at se op til, ingen at tale med. Ingen at udforske sin seksualitet med, ingen at opleve intimitet med.
Da jeg var teenager, var jeg tyk og meget usikker på min krop. Jeg følte mig forkert og ude af kontrol på grund af min vægt. Samtidig ønskede jeg enhver form for fysisk kontakt.
På grund af sulten efter intimitet, og da jeg ikke kendte til andre homoseksuelle mænd på min alder, begyndte jeg at have sex med mænd, der var betydeligt ældre end jeg var. Den sex, jeg havde med disse mænd, nød jeg sjældent, og mange gange havde jeg følelse af at være blevet misbrugt. Nogle gange kaldte de mig endda tyk og bad mig om at tabe mig.
Jeg vendte dog stadig tilbage til dem gang på gang. Årsagen til dette var, at sexen fik mig til at føle mig bedre tilpas, nu jeg fik en følelse af, at min krop var værdig at have sex med. Dette udviklede sig hurtigt til, at jeg fik et meget forskruet billede af min krop. Jeg begyndte at tro, at min krop var skabt for andre menneskers glæde og tilfredsstillelse – og ikke min egen. Derfor prøvede jeg at justere min krop efter andres behov og forventninger. På dette tidspunkt var mit selvværd på et absolut minimum.
Da jeg flyttede væk fra min hjemby, stoppede jeg at mødes med disse mænd, og mit forhold til min krop og seksualitet begyndte at ændre sig til det bedre. Det tog yderligere 2 år, før jeg indså, hvad jeg havde været igennem. Jeg begyndte at bearbejde min fortid, som for mig bestod i at genkalde erindringer og forstå og acceptere, hvordan det havde påvirket mig. Jeg forsøgte at speede processen op med professionel hjælp, men det gik hurtigt op for mig, at det var noget, jeg skulle tage mig af alene. Min udvikling skulle ikke forceres. Den skulle ske gradvist i et naturligt tempo, hvor jeg kunne følge med.
I dag er det gået op for mig, at min krop kun er skabt til mig – og ikke andre. Det er mit tempel, og jeg kan forme det, som jeg vil for at gøre mig selv glad. At vide dette føles så fantastisk.
Jeg er stadig i gang med at acceptere min krop, men jeg er sikker på, at det nok skal komme med tiden. For at være ærlig kan jeg bare ikke vente med endelig at sætte min krop helt fri fra enhver form for forventning.
“
Bodytalk #39
“
Jeg har kæmpet med Binge Eating Disorder hele mit liv. Hvert sekund, hvert minut af hver dag ville handle om mad. Jeg ville tænke på mad, inden jeg skulle sove – og som det første, når jeg vågner om morgenen. Min spiseforstyrrelse udviklede sig som en reaktion på det seksuelle misbrug, jeg har været udsat for, da jeg var barn. Jeg begyndte at tænke, at hvis jeg blev tyk, ville ingen mand finde mig tiltrækkende. Jeg brugte min tykhed som et skjold i årevis.
Min far var alkoholiker, og min mor er narcissist- Jeg måtte finde en måde at overleve på. Mad var min flugt. Jeg har brugt hele mit liv på at føle mig utilpas i min egen krop og misbruge den med overspisning med op til 8000 kalorier på et måltid.
“
Bodytalk #38
“
Jeg plejede at prøve at gøre mig selv mindre på mange forskellige måder. I mange år, var jeg slet ikke klar over, at jeg gjorde det. Jeg tror, at min bevæggrund for at prøve at blive mindre, var, at jeg kunne mærke, at folk havde et problem med min tykhed. Jeg prøvede at gøre mig selv og min krop til et mindre problem i andres øjne. Jeg forsøgte at krølle mig sammen, så meget jeg nu kunne for at gøre mig selv mindre. Jeg sugede maven ind og trak vejret let og så lydløst som muligt. Jeg ville ikke fylde. Nogle gange holdt jeg endda vejret.“
Bodytalk #37
“
Far.
Vi delte en masse gode øjeblikke sammen. Men den dag, jeg sprang ud som homoseksuel i en alder af 14, stoppede det hele. Du holdt op med at tale til mig og genkende mig som din søn. Vores relation gik fra lange samtaler til intet andet end et tørt ”godmorgen” og “godnat”. Generer det dig, at jeg ikke kunne lide fodbold eller håndbold? At jeg ikke var til piger eller hurtige biler? Jeg prøvede at lege med og forsøgte at tvinge mig selv til at kunne lide de ting. Men det var ikke noget for mig. Det var bare ikke mig.
Den dag jeg begyndte at gå til dans, skammede du dig over mig. Et år senere gjorde jeg dig stolt, fordi jeg vandt en masse konkurrencer. Jeg troede, at jeg kunne få anerkendelse fra dig, hvis jeg blev ved med at vinde. Men jeg følte mig ikke som en vinder. For vi to talte stadig ikke sammen.
Jeg begyndte at drikke og ryge i en tidlig alder, og det gjorde dig vred. Jeg havde brug for at være fri. Det var min måde at føle mig fri på. Du sagde til mig: “Hvis du ikke kan finde ud af, hvordan du skal opføre dig, finder vi et nyt hjem.” Jeg var 15 en dag, du sagde det, og du mistede mig på den sætning.
Det ødelagde mig.
Jeg begyndte at drikke og ryge i en tidlig alder, og det gjorde dig vred. Jeg havde brug for at være fri. Det var min måde at føle mig fri på. Du sagde til mig: “Hvis du ikke kan finde ud af, hvordan du skal opføre dig, finder vi et nyt hjem.” Jeg var 15 en dag, du sagde det, og du mistede mig på den sætning.
Det ødelagde mig.
Heldigvis havde jeg min bedste veninde og hendes far. Hendes far var ikke flov eller bange for at tale med mig om seksualitet. Han var interesseret i mit liv og den person, jeg var blevet. Han blev mit forbillede. Hvis ikke det var for min bedste veninde og hendes far, ved jeg ikke, hvordan jeg var blevet den mand, jeg er i dag. Fordi du gjorde ikke noget for, at det skulle ske. Jeg bebrejder dig ikke. Du voksede op i en tid, hvor homoseksuelle mænd blev betragtet som frastødende og ulækre. Jeg ville ønske, at du ikke var så præget af det. Måske ville vores forhold have været anderledes.
I dag synes jeg, at vi er et godt sted, far. Så godt som det kan blive, taget omstændighederne i betragtning. Vi kan nogle gange tale sammen i et par minutter. Jeg ved, at vi ikke får det bedste og tætteste forhold nogensinde.
Det har jeg accepteret.
“
Bodytalk #36
“
Fra national dykker til bodybuilder – og derefter friheden til bare at være.
Det hele startede i mine tidlige teenageår, da jeg opdagede dykning. Jeg lærte hurtigt om sporten, og jeg var forelsket i den fra første dag. En national dykkers livsstil var hård, men det var det, jeg elskede ved det. Jeg trænede 8-9 gange om ugen, og jeg begyndte hurtigt at opbygge min identitet som professionel dykker.
Jeg begyndte at følge en streng kostplan med henblik på at træne min krop, så den kunne være bedre rustet til sporten. Jeg bemærkede, at min krop ændrede sig – og det blev en besættelse til sidst. Efter nogle år gik mit store ønske i vasken. Jeg vandt mange konkurrencer – bl.a. nordiske mesterskaber, og jeg blev kvalificeret til verdensmesterskaberne, men jeg havde ikke længere samme motivation til at fortsætte min rejse. Jeg stod tilbage med en tomhedsfølelse, og min identitet som dykker brød sammen.
Kort tid efter begyndte jeg at interessere mig for bodybuiling, og jeg fyldte min krop med steroider. Jeg opbyggede en stærk fysik og satte mig som mål at træde op på scenen som bodybuilder. Mit konkurrence-mindset, som jeg udviklede gennem dykning, gjorde, at jeg altid ville have mere, og at intet rigtigt var godt nok – bortset fra følelsen af at vinde. Mine venner og sociale medier styrkede min trang til at opretholde denne livsstil.
Mine omgivelser fik mig til at tro, at det var sundt at tracke, hvor meget jeg spiste, og hvad jeg vejede hver dag i stedet for at have et mere afslappet forhold til mad og min vægt. Til sidst i min karriere vejede jeg 110 kg med 10 procent kropsfedt og var 177 cm høj.
En dag blev mit syn på min krop ændret.
Jeg fik nogle nye erkendelser gennem et psykedelisk trip. Jeg begyndte at forstå, at jeg har forsøgt at flygte fra frygten for ikke at blive accepteret. Derudover gik det op for mig, at jeg havde glemt, hvem jeg var, før jeg begyndte at dykke og dyrke ekstremsport. Jeg følte at jeg skulle være så stor som muligt for at håndtere mit lave selvværd. Jeg havde en forestilling om, at hvis jeg blev så muskuløs og stor som muligt, så ville jeg være i stand til at opretholde et nogenlunde selvværd. Jeg erkendte, at jeg var nødt til at gå nye veje og finde mig selv igen. Jeg indså, at jeg var nødt til at træde ud af min komfort zone og slippe mit ego.
Her er jeg nu, uden nogen besættelse af at træne eller spise på bestemte måder. Uden behovet for at føle mig som den bedste, til det jeg laver. Jeg har accepteret min krop for, hvad den er, og jeg er stoppet med at sammenligne mig med andre. Jeg føler mig heldig. Jeg er nemlig kommet igennem alt dette helskindet. Hele denne rejse med min krop, ser jeg som brugbar læring. Jeg håber, at andre kan samle mod og motivation til at træde et skridt tilbage og arbejde på dem selv indefra – i stedet for udefra.
“
Bodytalk #35
“
Ingen er født perfekt – og jeg er ingen undtagelse.
Jeg begyndte at få kropshår i en tidlig alder. Jeg husker, at jeg barberede mit overskæg for første gang, da jeg var 13. Nogle år efter begyndte jeg at barbere mine ben og derefter min mave og brystkasse. Jeg ved ikke, om det var testosteron eller genetik, men jeg var altid den mest behårede blandt mine venner.
Da jeg voksede op, blev det anset som værende grimt at have kropshår. Så jeg gemte det i begyndelsen. Jeg var en skør knægt og ville slås med folk uden grund, så det var ikke mange, der turde at gøre grin med mit udseende. Dog kunne jeg ofte spotte folks fordømmende blik, når de så min krop.
Stakkels os! Generation efter generation bliver vi hjernevasket af forskellige medier. Latterlige standarder vi bliver pålagt år efter år. Vi er blevet slaver for skønhedsreklamer, kosmetik og tøjindustrien. Frivilligt.
Jeg var heldig at støde på nogle vanskeligheder i start 20’erne, hvilke vendte min syn på verden. Jeg begyndte at kunne se de ting i livet, der virkelig betød noget. Det gik op for mig, at det, at være smuk indeni og kunne lide sig selv for den man er, betød mere, end at have den “perfekte” krop eller det “perfekte” ansigt. Jeg begyndte at acceptere mig selv. Den grundlæggende ændring af mit syn på æstetik fik mig også til at se smukke i andre.
I dag føler jeg mig godt tilpas i denne behårede krop – hele året rundt.
“
Bodytalk #34
“
Som trans kvinde har jeg altid følt en slags afkobling mellem mig selv og krop. Enten har den været for stor, for bulket eller for bred. Selv efter hormonbehandling har det været en rejse at lære at elske min krop. Da jeg voksede op, fik jeg altid at vide, at jeg var for buttet, og at jeg skulle tabe mig.
Usikkerheden omkring min vægt har været aktuel i løbet af hele mit voksne liv. Det er først for nyligt, at jeg er begyndt at gå med tøj, der viser min kropsformer. Før i tiden ville jeg kun gå i stort tøj, som ikke afslørede mine former, folder og antydninger af maskulinitet og usikkerhed. Der er stadig dage, hvor jeg vågner op og er utilfreds med min krop, men jeg er også kommet til den erkendelse, at mine standarder for, hvad det vil sige at være feminin, er for høje.
Mange cis-kvinder ville ikke engang opfylde dem.
“
Bodytalk #33
“
For 2,5 år siden faldt jeg over en kunstner på Instagram, som specialiserede sig i at støbe vulvaer i gips. Hendes side var fyldt med så mange smukke afstøbninger af forskellige menneskers vulvaer i forskellige former og størrelser, hvilket inspirerede mig til selv at få en.
Jeg har som sådan aldrig været ked af min vulva, men jeg vil sige, at den har været en stor kilde til frustration gennem mit liv. Urealistiske skønhedsidealer og generel misinformation om min krop påvirkede mig i en tidlig alder og skabte et dårligt forhold til min vulva.
I årevis ville jeg barbere, vokse og udsætte mig selv for unødige kemikalier dernede i forsøg på at få min vulva til at passe ind i bestemte kasser af, hvad det betød at være “køn”, “sexet” og “korrekt” i andres øjne. Indgroede hår og allergiske reaktioner førte kun til yderligere frustrationer over min vulva. Det ville aldrig helt leve op til andres forventninger om, hvordan en vulva bør se ud.
At se mit vulva cast for første gang var et wake-up call.
Det første, jeg bemærkede ved det, var, hvor fotorealistisk det var: Der var ingen tvivl om, at dette var en vulva. Min vulva. Forud for dette øjeblik havde alle mine betragtninger af min vulva foregået ved, at jeg kiggede på den ved hjælp af et lille spejl og følte mig udforskende frem med fingrene. At holde gipsen i mine hænder tillod mig nu bogstaveligt talt at inspicere mig selv i et helt nyt lys, der ikke er påvirket af holdninger udefra. Jeg lagde mærke til min huds tekstur og folder, og hvordan en af mine labia lænede sig over den anden i den sødeste lille omfavnelse. Det fik mig til at indse, hvor dårligt jeg havde behandlet denne del af min krop i stræben efter at leve op til andres forventninger. Det var ret overvældende.
Jeg talte meget om oplevelsen med mine venner og på mine sociale medier bagefter, men jeg holdt castet for mig selv, gemt væk fra alle andres blik, undtaget mit eget. At vise det og uden undskyldning at eje det føltes dengang som en for voldsom eksponering for mig, selvom jeg inderst inde gerne ville dele min nyfundne kærlighed til min vulva.
Tja, det er nogle år siden – men her er det endelig.
“
Bodytalk #32
“
Min krop er en burlesque krop, for alle kroppe er burlesque kroppe. Eller.. Det er i hvert fald, hvad mange burlesque performere plejer at sige. Min rejse med burlesque har været anderledes end så mange andre burlesque performeres, fordi jeg er tyk.
Siden jeg var 19 år, har jeg haft en drøm om at være burlesque performer, men jeg vidste ikke, hvordan det skulle lade sig gøre.
Jeg føler, at samfundet ser på tykke mennesker som anderledes og ude af stand til at gøre mange forskellige ting, blandt andet burlesque. Hvordan skal man kunne være burlesque performer, hvis man ikke kan opfattes som sexet på grund af, at man er tyk? Eller hvordan kan man lave burlesque, når man aldrig har fået dansetræning, fordi man blev grinet af, når man forsøgte at danse som barn? Og hvor finder man et flot kostume, når størstedelen af tøjet ikke kommer i størrelser, der passer til ens krop?
Det er ikke nemt at være tyk burlesque performer i en verden, hvor tynde mennesker er overbeviste om, at alle er lige. Det har aldrig været “lige” for mig. Samtidig med at jeg skulle finde modet til at performe, skulle jeg også kæmpe en masse andre kampe på grund af, at jeg er tyk.
Mange år gik med at vinde min selvtillid tilbage efter at være blevet fortalt gang på gang, at jeg ikke kunne danse eller være sexet. Jeg måtte lave mine kostumer fra bunden, og jeg måtte kæmpe imod den eksisterende tykfobi – Fordi alle kroppe ikke er burlesque kroppe.
Kampen blive så meget hårdere, når samfundet mener, at din krop ikke bør eksistere eller være synlig.
Min krop eksisterer, og jeg er villig til at kæmpe for, at den kan være en burlesque krop. Min krop er sexet og god at danse med – uanset, hvad samfundet mener.
“
Bodytalk #31
“
Ingen vil se ud som jeg. Jeg er billedet af din største frygt. Hvorfor? Fordi jeg er tyk. Og fordi tyk er det værste, man kan være. Det er selv farligt at bruge ordet “tyk”, og derfor har vi opfundet en masse underlige alternativer for at komme udenom at bruge det ord. Studier viser, at børn er mere bange for at blive tykke, end de er bange for krig, kræft eller at miste deres forældre. Hvis det ikke kan få dig til at se problemet, så ved jeg ikke, hvad vil.
Jeg ønsker selvfølgelig ikke selv at være tyk, for jeg vil gerne betragtes som attraktiv af andre. Og jeg vil gerne have mulighed for at kunne gå i hvilken som helst tøjbutik for at købe tøj eller tage på café uden at frygte, om der nu er plads til mig på de små sæder og armlæn.
“
Bodytalk #30
“
At vokse op som hunkøn i denne verden har været hårdt af flere årsager. En af de ting, som jeg har kæmpet mest med, er mit forhold til mit kropshår. Vi er som kvinder blevet fortalt fra barnsben, at vores kropshår er normalt, og at det vokser som en del af puberteten, men lige så snart vi bliver gamle nok til at blive betragtet som seksuelle væsner, er det forventet, at barberer det hele af for at behage ciskønnede hetero-mænds præferencer.
Jeg hader, at vi lever i en verden, hvor kropsbehåring kun betragtes som normalt til mænd – men når det gælder kropsbehåring på kvinder er det ulækkert og uattraktivt. Jeg havde svært ved at acceptere, at jeg var i puberteten, og at min krop ville forandre sig. Jeg husker, at jeg græd hele natten, da jeg fik min første menstruation. Da jeg begyndte at få kropsbehåring, følte jeg mig forrådt af min krop. Jeg havde det som om, at min krop voksede for hurtigt, og da jeg endelig accepterede, at min behåring var en del af mig, begyndte folk at spørge mig ind til, hvorfor jeg ikke havde barberet det væk. De kaldte mig modig, fordi jeg tog på stranden uden at have fjernet kropshår. Jeg blev usikker og endte med at give efter for samfundspresset.
Jeg var 16, da jeg barberede mig for første gang. Jeg var glatbarberet, fordi jeg vidste, at det var det, mænd kunne lide. Det ville gøre mig mere attraktiv. Flere år senere indså jeg, at jeg ikke barberede mig for min egen skyld, og at jeg faktisk godt kunne kunne lide at have kropshår på mine ben og under mine arme. Det tog mig noget tid at acceptere, at jeg var blevet manipuleret af skønhedsindustrien til at tænke, at barbering var det, der skulle til for at jeg kunne føle mig mere attraktiv. I virkeligheden havde jeg barberet mig for alle andres skyld, bortset fra min egen. Jeg barberede mig for at passe ind i en kultur, som kun tilgodeser glatbarberede, unge, submissive kvinder.
Jeg arbejder stadig på at få et godt forhold til min krop. Min krop fortjener kærlighed, og den er blevet udsat for udskammelse i alt for lang tid.
“
Bodytalk #29
“
Jeg mødte min første kærlighed, da jeg var 17 år. Jeg havde det som om, at det var den form for kærlighed, som man kun kunne læse om i historier – og nu oplevede jeg den selv. Jeg var så glad for at have fundet min kærlighed i en så tidlig alder. Jeg så det som et stort privilegium og besluttede mig for at vise min kærlighed til ham ved at få lavet en tatovering med det citat, han brugte til at beskrive os. “Ingen mig uden dig”, var citatet.
Vores kærlighed var fantastisk og passioneret… Indtil den ikke var. Det startede med små kommentarer som: “Er du sikker på, at du kan have det tøj på?”, “Er de bukser måske ikke lidt for små til dig?”. De små kommentarer begyndte at skabe en stor usikkerhed i mig, som jeg ikke før havde. Det eskalerede, da han sagde til mig, at jeg var blevet for tyk. Jeg begyndte at overanalysere alt ved min krop. Vægt, højde, strækmærker, cellulitter – og en masse andet. Jeg begyndte at se min krop som en fjende, da den ikke længere kunne tilfredsstille min daværende store kærlighed.
Jeg ændrede min tøjstil til noget, som jeg tænkte, at han ville kunne lide. Mere passede, konservativt og mindre iøjnefaldende. Jeg tænkte, at han på denne måde måske ville kunne lide min krop igen. Da jeg fandt ud af, at det ikke virkede, begyndte jeg at tænke på de piger, som var i hans omgangskreds, da han mente, at de var attraktive og opmærksomheds-værdige. Jeg husker, at han specifikt sagde: “De piger, jeg kender, har en mere petit krop, og deres tøj passer godt til deres krop”. Jeg lignede ikke de piger, men jeg ville så gerne kunne tilfredsstille ham igen.
Efter lang tid med enorm usikkerhed og en hunger for min kærestes opmærksomhed og anerkendelse, udviklede jeg et usundt forhold til min krop – og i det hele taget mig selv som person. Jeg endte med at blive introvert, tilbagetrukken og depressiv. Jeg undgik sex, hvor lyset var tændt, tætsiddende tøj og billeder af min krop i fuld figur. Det eneste jeg kunne se for mig, var hans forventninger til mig.
Til sidst, da vi splittede op, indså jeg, at min fjende var hans holdninger til min krop – og ikke min krop i sig selv.
“
Bodytalk #28
“
Det, at jeg er en sort queer person, er med til at forme og påvirke mit møde med omverden. Mine oplevelser er filtret ind i min racialisering – overvejende i hetero cis-normative hvide miljøer, hvor flere mennesker føler sig berettiget til at have en mening om min krop og hele mit væsen. Jeg har brugt størstedelen af min ungdom på at gøre mig mere attraktiv for mennesker, som ikke var investerede i at prøve at forstå mig. Jeg gjorde mig umage med ikke at fremstå “for sort” og “for queer”, hvilket i sidste ende fik mig til at mærke en stor tomhed.
Heldigvis begyndte jeg at forstå mig selv og min krop anderledes med tiden. Min krop er ikke perfekt, og jeg har ikke længere en trang til at få den til at blive det. Selvom jeg ikke har været på at acceptere mig selv fuldt ud i særlig lang tid, kan jeg mærke, at jeg aldrig har haft det bedre med at være i min krop på trods af alle dens utilstrækkeligheder.
Jeg er ikke længere i kamp mod mig selv. Det føles godt, at være i min krop og at være god ved min krop.
“
Bodytalk #27
“
Så længe jeg kan huske tilbage, har jeg haft en følelse af at være fremmedgjort for min krop. Som om den ikke tilhørte mig. Som om den var skabt for andre end mig selv. Når folk var færdige med at bruge min krop, smed de den væk, som en hovedløs dukke, der ikke var til pænt brug længere. Jeg begyndte at drikke alkohol, og som mange andre, startede det ud med at være en social ting. Senere hen udviklede drukken sig til en copingstrategi for mig. Det blev til noget, som jeg brugte til at komme gennem natten på uden at føle, at jeg var ved at miste besindelsen. Det blev til guleroden, jeg gav mig selv, efter en lang dag.
“
Bodytalk #26
“
Da jeg flyttede til USA i en alder af 15 for at fokusere på at blive professionel moderne danser, eskalerede alt. Jeg blev diagnosticeret med epilepsi samme år, og jeg kæmpede med daglige anfald, bivirkninger fra piller og hospitaliseringer. At sætte stramme regler op for min krop og vægt gav mig en følelse af genvundet kontrol over mit liv.
På tidspunktet, hvor jeg var mest syg, indtog jeg under 800 kalorier og kastede op 5 gange dagligt. Jeg kastede konsekvent op efter hvert måltid – også hvis jeg fx bare havde drukket en smoothie eller spist et enkelt stykke toast. Jeg opfattede det som en succes, når jeg mærkede svimmelhed, træthed og afkræftethed. Ingen inden for danseverdenen satte spørgsmålstegn til, at jeg havde tabt mig 8 kilo på to måneder. Det hele udviklede sig til en ond spiral, jeg ikke kunne komme ud af. Danseverdenen var en giftig kultur for den usikre og skrøbelige teenager, jeg var.
Da jeg kom tilbage til Danmark i 2018, tog jeg 15 kilo på. Jeg havde anfald hver dag og endte med at få en hjerneoperation på grund af min epilepsi. Jeg måtte droppe drømmen om at blive professionel danser, og det resulterede i, at jeg udviklede en depression.
Man kan roligt sige, at jeg har været igennem min del af udfordringer i forholdet til min krop. Jeg er langsomt, men sikkert, begyndt at acceptere min krop og rumme den, som den er.
Jeg fik modet til at være nøgen foran et andet menneske, selvom jeg ikke var tilfreds med de kropsdele, som blev opfattet som en byrde inden for danseverdenen: mine bryster, lår, hofter osv. Jeg elsker det faktum at, selvom jeg har været igennem så meget med min krop, og selvom jeg har straffet den på ufattelig mange måder, er den her stadig. Min krop er stadig stærk, og den bærer mig gennem livet. Den kan både være seksuel og sensuel. Den kan være sensitiv og skrøbelig.
Min krop er ikke længere et redskab for mine danselæreres eller publikums fornøjelse. Når jeg lægger et billede op af min krop på sociale medier, er det ikke, fordi jeg søger opmærksomhed eller accept fra andre. Jeg gør det, fordi det er en fucking hyldest til min krop.
